Når danske virksomheder indfører IP-telefoni, er den klassiske drivkraft at spare penge på telefonregningen. Men ifølge rådgiverne på området bør de også skele til mulighederne for at integrere telefonsystemet med andre applikationer.
At hælde ny teknologi på gamle processer og tilsætte en sjat besparelser på telefonregningen. Denne tankegang har hidtil præget virksomhedernes tilgang til IP-telefoni.
De fleste virksomheder har valgt især at regne på, hvilke besparelser de har kunnet høste ved at skifte deres traditionelle, analoge telefonsystemer ud med IP-telefoni. Og resultatet over regnestykkets to fede streger har givet udsigt til besparelser i forbindelse med blandt andet trafikken, konsolidering af servere og netværk samt på flytning af medarbejdere.
Ifølge rådgiverne på området ligger der dog bedre gevinster og venter på at blive indfriet, hvis virksomhederne lærer at anskue IP-telefoni som et it-system på linje med de øvrige applikationer, der understøtter forretningen.
Karsten Fogh Ho-Lanng, nordisk analysedirektør for IDC, peger eksempelvis på, at IP-telefonerne kan integreres med virksomhedens kalendersystem, så man kan se på telefonen, hvorfor og hvor længe en kollega er optaget, når hun skriver ind i kalendersystemet, at hun er til møde.
Integrationen til kalendersystemet bruger flere virksomheder allerede i dag, mens integration til eksempelvis kundedatabaser og elektroniske patientjournaler endnu ikke er så udbredt.
Karsten Fogh Ho-Lanngs eget yndlingseksempel er en løsning fra Ementor, som i første omgang blev anvendt af læger, men også rettes mod advokater. De bruger deres telefoner til at diktere direkte ned i en central database, hvor kolleger eller sekretæren kan hente information.
Integration af lyd og billeder
Nye funktioner i telefonerne og lavere omkostninger til telefoni. Det er dog stadig de typiske motivationsfaktorer hos virksomheder, der i dag kaster sig over IP-telefoni, vurderer seniorkonsulent hos PA Consulting Kim Eriksen.
– I dag er IP-telefoni blot en vare i det digitale supermarked, som alle og enhver tilbyder. Og det er prisen, der er interessant for kunderne, siger han og peger på, at det endnu er få virksomheder, der har valgt at integrere deres IP-telefoni-systemer med eksempelvis systemer fra SAP eller Siebel. Han forventer dog en positiv udvikling på det område samt inden for video over IP, der for eksempel gør det let at holde videokonferencer:
– Der ligger mange spændende muligheder på området. Og når man også begynder at integrere billeder og lyd, så bliver det for alvor interessant.