Danskeren Jens Moberg er blevet forfremmet til corporate vice president i Microsoft, meddeler Microsoft.
Det betyder, at han er blandt de 110 højest placerede medarbejdere i Microsoft, og at han er med til at træffe de vigtigste strategiske beslutninger i selskabet.
Kredsen af corporate vice presidents tæller kun to andre europæere, nemlig briten Neil Holloway, der er topdirektør for EMEA, og franskmanden Jean-Phillippe Coutis, der står i spidsen for salgsaktiviteter udenfor USA og Canada.
43-årige Jens Moberg er øverste chef i Microsoft for de amerikanske storkunder og står således i spidsen for 5.000 medarbejdere.
Jens Moberg flyttede for et halvt år siden til Seattle, hvor Microsofts hovedkvarter ligger, på en tre-årig kontrakt.
Han begyndte sin karriere hos A.P. Møller, hvor han var den første medarbejder, der fik en pc, inden han i 1985 skiftede til IBM. I 1995 begyndte han hos Microsoft, hvor han blandt andet har været administrerende direktør i Danmark.