God grafik
PC World Online har langt om længe fået fingrene i Microsofts nye spilkonsol
Xbox, som kommer på hylderne i de danske butikker den 14. marts. Microsoft udfordrer hermed Sonys spilkonsol Playstation 2, og det bliver derfor spændende at se, om der bliver stor interesse for Xbox.
For spilleentusiasterne er Xbox et must. Xbox leverer god grafik, som er mere detaljeret og flydende end Playstation 2, spillene er lige en tak bedre og der findes masser af tilbehør som dvd-kit, controllere og lignende. Eneste minusser er prisen og størrelsen på controlleren.
Køber man en Xbox får man selve spilkonsollen, en controller og et scartkabel, der skal sættes mellem konsollen og fjernsynet. Den vejledende pris for Xbox er 3.995 kroner inklusive moms. Herudover skal man købe spil, som kommer til at koste omkring 600 kroner stykket. Til sammenligning koster en Playstation 2 kun omkring 2.500 kroner.
Det er let og hurtigt at komme i gang med at spille. Man skal kun tilslutte scartkablet til fjernsynet samt tilslutte strømkablet. Derefter indsættes et spil og så er det bare at gå i gang med at spille. Man kan også lige starte med at vælge standardsprog, klokkeslet og andre indstillinger omhandlende videoens eller fjernsynets opsætning. For eksempel kan man udnytte et fjernsyns wide-screen funktion. Xbox understøtter også fremtidens tv-standard HDTV.
Xbox med controller. |
Xbox rummer en særlig 733 MHz Pentium III-lignende processor fra Intel, 64 megabyte DDR-RAM, en grafikchip fra Nvidia og en harddisk på otte gigabyte, hvilket minder meget om en pc. Der er derfor rigelig plads til at gemme spil, musik eller informationer om en bestemt spiller. Man kan selv administrere back-up af spil og det er let at slette dem igen.
Netop ligheden med en pc kan vise sig at være svagheden ved Xbox, for mange brugere vil måske holde sig til pc'en. Spillene vil være de samme, og en pc kan man altid opgradere med ny hardware.
Controlleren er en smule større og tungere end den der hører til Playstation 2, og man bliver hurtig træt i hænderne. På controlleren er der rigtig mange forskellige knapper, faktisk mange flere end der for eksempel er på Playstations controller. Det giver gode muligheder for navigering i spillene, men for især den yngre del af befolkningen kan det også blive problem, da controlleren er så stor, at det er svært at nå alle knapperne. Controlleren er forsynet med to porte til udvidelseskort såsom hukommelseskort.
Musik og film
Dvd-kittet består af en fjernbetjening og en infrarød modtager, som tilsluttes en af controllerportene. |
Spil fra USA kan ikke bruges på en europæisk Xbox, da spillene i USA er bygget til tv-standarden NTSC, hvorimod de europæiske spil er bygget til tv-standarden PAL. Derfor kan man ikke udveksle spil eller konsol mellem regionerne. Dette er lidt ærgeligt, da Xbox koster omkring 1.000 kroner mindre i USA end i Danmark, og et spil koster omkring 100 kroner mindre.
Selvom drevet i Xbox'en er et dvd-drev, så bliver man nødt til at købe et dvd-kit til 429 kroner, førend man kan afspille dvd-film på Xbox'en. Xbox dvd-afspilleren er ikke kodefri, men følger den europæiske regionskode og man kan derfor ikke afspille film fra andre regioner på maskinen.
Via ethernet-porten kan man tilslutte en Xbox til et lokalt netværk og derved spille mod andre, der har koblet en Xbox til det samme lokale netværk. Det er i øjeblikket ikke muligt at spille over internettet. Microsoft har ikke fastsat nogen dato for, hvornår onlinespil med Xbox lanceres i Danmark, men Microsoft skønner, at det formentlig vil ske i slutningen af dette år.
For et par dage siden kom det frem, at mange af de japanske kunder har klaget over, at Xbox har ridset spil-dvd'erne. Men der har ikke været problemer med den Xbox, som vi har testet.
Læs også disse artikler fra Computerworld Online:
Xbox - en dyr fornøjelse
Xbox får det svært i Danmark
Fremtidens konsolspil foregår på nettet