Efter et par måneders forhandlinger blåstemplede bestyrelsen for den tyske softwareforhandler PC-Ware i går overtagelsen af danske it-koncern Ravenholm Computing Group.
Koncernen består af selskaber i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Schweiz og USA.
Ingen af parterne ønsker at løfte sløret for købsprisen.
- Der er én sten tilbage, og det er, at konkurrence-myndighederne skal give grønt lys for overtagelsen, men det regner vi med er en ren formalitet, siger Søren Rasmussen, administrerende direktør for moderselskabet Ravenholm Holding og formand for bestyrelsen i Ravenholm Computing.
Han vurderer, at der går fire uger, før processen med at flytte aktier og penge kan komme i gang.
Han ønsker ikke at fortælle, hvor meget han som ene-ejer af Ravenholm selv får ud af handlen.
- Jeg vil ikke sige, hvor mange penge jeg får ud af salge-Det er uinteressant, om jeg får 50 millioner kroner eller 90 millioner kroner. Det interessante er, at Ravenholm står styrket med PC-Ware i ryggen, og at det vil betyde noget for en masse kunder, siger Søren Rasmussen.
Ingen fyringer
Ifølge Søren Rasmussen vil den nye ejer ikke fyre nogen i Ravenholm.
- Der bliver brug for alle. Og der bliver snarere brug for at ansætte flere, lyder det.
Knut Löschke, PC-Wares administrerende direktør, vurderer i en pressemeddelelse, "at Ravenholm komplementerer PC-Ware perfekt," og han er rigtig godt tilfreds med sit køb.
- For det første giver overtagelsen os mulighed for at etablere os på tværs af Skandinavien i ét hug. For det andet mange muligheder for at generere og udnytte forskellige synergier, udtaler PC-Ware-direktøren.
Ravenholm bliver sandsynligvis ved med at hedde Ravenholm, selvom der nok kommer til at stå PC-Ware et eller andet sted på brevpapiret.
- Ravenholm er et veletableret navn, og goodwill af den kaliber smider man ikke bare ud med badevandet, siger Søren Rasmussen.
Han fratræder som administrerende direktør kort efter, at salget er gennemført og tager så en uges ferie eller to.
- Derefter trækker jeg lige vejret lidt, før jeg finder ud af, hvad der så skal ske. Måske finder jeg på noget helt uden for it-branchen, spår Søren Rasmussen, der fortsætter som medlem af bestyrelsen i Ravenholm Holding.
10 år sammen
Søren Rasmussen har arbejdet for Ravenholm i 10 år og ejet virksomheden siden 2001.
Ravenholm Computing-koncernen, der blev stiftet for 20 år siden, omsætter for godt en halv milliard kroner og er en af de førende forhandlere af softwarelicenser i Skandinavien og Finland.
Virksomheden har cirka 140 ansatte og sælger hovedsageligt til små og mellemstore virksomheder.
- Overtagelsen af Ravenholm Group repræsenterer endnu et vigtigt skridt mod at nå PC-Wares mål om at nå en omsætning på en milliard euro (7,44 milliarder kroner, red.) i 2009, udtaler Knut Löschke.
For at nå det ambitiøse omsætningsmål skal PC-Ware købe yderligere op.
- Så vidt jeg ved kigger PC-Ware også efter opkøbsemner i Storbritannien. Selskabet er også på udkig i Frankrig, ligesom det har købt i Tjekkiet og set på en del i de gamle østlande, siger Søren Rasmussen.
PC-Ware anser Skandinavien som "en i særdeleshed interessant region." Først og fremmest fordi adskillige af PC-Wares store kunder har salgskontorer og datterselskaber i Skandinavien, men også fordi det skandinaviske it-marked ifølge PC-Ware på det nærmeste flyder med attraktive udviklingsmuligheder.
Udover købet af Ravenholm indgik PC-Ware sidste sommer en samarbejdsaftale med en svensk it-tjenesteudbyder.