Columbus-stifter Michael Gaardboe vender tilbage til Danmark og indtager igen posten som øverste chef for Columbus IT Partner.
Det meddeler selskabet torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.
Russiske Vladislav Martynov skifter i den forbindelse og efter et år på posten titlen som koncernchef ud med en titel som "president". Han skal fremover referere til Michael Gaardboe.
- Inden for en ganske kort periode har vi nået vores første mål for stabiliseringen af Columbus. I første fase af stabiliseringen, under Vladislav Martynovs lederskab, er Columbus blevet tilført et solidt fundament for yderligere vækst. Koncernen er nu klar til anden fase, udtaler bestyrelsesformand Ib Kunøe, Columbus IT Partner, i pressemeddelelsen.
Som en del af anden fase sker der en opsplitning af ansvaret, så Michael Gaardboe skal stå for den daglige drift, mens Vladislav Martynov skal arbejde mere på et strategisk plan.
- Vi vil se et Columbus, som skifter fra primært at have været forhandler af forretningsløsninger til nu også at være et softwareudviklingsselskab, der kan tilbyde kunderne unikke vertikale løsninger baseret på Microsoft-teknologi,” udtaler Ib Kunøe.
Michael Gaardboe stiftede Columbus i 1989. Selskabet voksede hurtigt op gennem halvfemserne, blev børsnoteret og nåede over en milliard i markedsværdi.
I 1998 flyttede Michael Gaardboe til USA, hvor han har styret Columbus' aktiviteter i Nord- og Sydamerika, som i dag er den hurtigst voksende region for Columbus, når der måles på overskud.