Søgemaskinen Google og internetudbyderen AOL har nu bekræftet, at Google køber en andel på fem procent i AOL for godt 6,2 milliarder kroner.
Handlen besegler samtidig et nyt samarbejde om salg af internetreklamer.
Flere analytikere betegner ifølge nyhedsbureauet Reuters handlen som en defensiv sejr for Google, fordi aftalen betyder, at Microsoft ikke får mulighed for at udnytte AOL som springbræt til at indhente Google på søge- og reklamemarkedet.
Som led i aftalen får AOL lov til at sælge grafiske reklamer til Googles reklamenetværk, der hidtil har været baseret på tekst-reklamer.
Handlen værdisætter AOL til omkring 120 milliarder kroner, hvilket er et godt stykke fra dengang, selskabet rystede dotcom-boblen ved at købe mediegiganten Time Warner for omkring en billion kroner i januar 2000.
Den prissætning kan blive afgørende for, om Time Warner vælger at skille sig af med AOL, sådan som flere aktionærer har foreslået.