Søgemaskinen Google er blevet for stor og sidder på for stor en del af annoncemarkedet.
Derfor er japanske myndigheder gået sammen med 20 japanske it-selskaber og universiteter om at danne en ny, slagkraftig japansk søgemaskine som konkurrent til Google.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP ifølge Digi.no.
Med i samarbejdet er blandt andre Matsushita, Hitachi, NEC og Fujitsu.
Tradition for tæt samarbejde
Japan har helt anderledes traditioner for at tæt samarbejde mellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv
Det japanske handelsministerium lægger da heller ikke skjul på, at målsætningen med samarbejdet er at lave en konkurrent til Google.
- Informationssøgning er blevet en kilde til rigdom. Vi ønsker at se på, hvad japanske selskaber kan gøre i den nuværende situtation, når oversøiske kræfter er så dominerende, meddeler ministeriet her til morgen.
Målet er at lave en plan for etablering inden juli måned 2006.