Man behøver hverken være et stort selskab med store it-projekter eller kigge mod øst til lande som Ukraine, Indien, Pakistan eller Kina for at outsource it-opgaverne.
Hos iværksætterfirmaet Relationwise fra København har man valgt at kigge mod vest og har fundet en partner i Sydamerika.
Det er dels billigere, og dels er der fordele at hente i større lighed med danske kultur, mener direktøren.
30 procent under niveau
- Vi betaler cirka 30 procent under det niveau, vi har set på tilsvarende indiske programmører. Selvfølgelig afhænger pris også af kvalitet, men vi vurderer, at der er gode procenter at spare, siger administrerende direktør Jørgen Andersen.
Relationwise har allieret sig med selskabet Cosapisoft i den peruvianske hovedstad Lima.
Her betaler Relationwise 8.500 kroner om måneden for en juniorprogrammør og 14.000-15.000 kroner tilsvarende for en programmør, der er fuldt på højde med de bedste danske dataloger, mener Jørgen Andersen.
Selvkørende peruvianere
Relationwise har forsøgt at få dansk arbejdskraft, understreger direktøren.
- Men det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft på it-området, og det er blevet meget dyrt, siger Jørgen Andersen.
Baggrunden for at Relationwise kiggede mod Sydamerika er dels, at stifterne selv har rejst en del i området og kender til kulturen, og dels at en screening på nettet pegede på gode muligheder i Peru.
Cosapisoft skal programmere på en videreudvikling af Relationwises it-værktøjer, der blandt andet benyttes til netbaserede spørgeskemaundersøgelser og email-markedsføring.
It-værktøjet programmeres i Microsofts .Net-miljø, og i dag sidder tre mand i Peru og programmerer på højtryk for den danske iværksættervirksomhed.
For små virksomheder
Relationwises egen projektleder har opholdt sig i Peru siden foråret, men han kunne godt have taget hjem for længe siden, mener Jørgen Andersen.
- Det var ikke nødvendigt for projektet, at han skulle blive der mere end tre måneder. Kulturelt minder de meget om os, de er meget selvkørende og behøver ikke at blive holdt i gang, siger Jørgen Andersen.
Det er en væsentlig grund til, at små danske virksomheder med fordel kan gøre brug af outsourcing til Sydamerika, mener direktøren.
Relationwise er selv otte mand og har tre år på bagen. I seneste regnskabsår, 2004, omsatte selskabet for 2,0 millioner kroner.
Cosapisoft i Peru har over 1.000 ansatte i hele koncernen. Jørgen Andersen vurderer, at omkring 200 mand sidder i den afdeling i Lima, hvor Relationwise får udført selskabets opgaver.
Selskabet udfører især opgaver for kunder i Latinamerika og USA, men kundelisten tæller ifølge selskabets hjemmeside også selskaber i Tyskland.