Det danske softwarefirma Watagame fortsætter med at hente venturepenge til brug i selskabets søgen efter nye forretningsmodeller inden for spil til mobiltelefoner.
Seed Capital Danmark og Vækstfonden har sammen med en gruppe af eksisterende investorer skudt 3,4 millioner kroner i spilfirmaet, der er mest kendt for serien Era of Eidelon.
Med den nye kapital vil Watagame med 11 ansatte nu skrue yderligere op for vækstblusset.
- Firmaerne vokser hurtigt, og der sker allerede en masse konsolidering på markedet. Vi skal geare os selv til at få en anselig størrelse og en anselig profil, så vi bliver exit-værdige i løbet af et par år, siger administrerende direktør Henrik Riis.
Watagames speciale er multiplayer-spil, hvor mange deltagere kan spille mod hinanden i den samme verden. Pengene skal derfor bruges til yderligere at udforske forretningsmulighederne i den slags spil.
Pigespil med varemærker
Firmaet er samtidig på trapperne med en helt ny satsning i form af et pigespil, og på længere sigt skal der eksperimenteres med mikrobetalinger og betalte reklamer i selve spillene.
- Vi er i fuld gang med at lægge sidste hånd på pigekonceptet, som bliver en stor satsning fra vores side, og hvor vi satser på at samarbejde med store varemærker, fortæller Henrik Riis.
Med den seneste pengetilførsel har Watagame ikke umiddelbart brug for flere penge, selvom der er et stykke vej til overskud.
- Vi har ikke noget decideret mål om at få overskud på driften før midten af næste år, fordi vi netop skal vokse. Vi ansætter nye folk over det næste stykke tid, så vores udgifter vokser hurtigere end vores indtægter, siger Henrik Riis.
Efter pigespillet skal firmaet overveje sit næste projekt. Watagame har ifølge direktøren 10 spil-ideer liggende i skrivebordsskuffen til at tage af.