Kritik: PBS er ligeglad med net-handel

Mens PBS-systemet er nede i timevis, kan der ikke gennemføres online-betalinger. Betalingsgatewayfirma oplever, at PBS er ligeglad med dem.

De firmaer, der håndterer kort-betalinger for danske internetbutikker, er trætte af nedbrud hos PBS, som de alle er afhængige af.

- En enkelt dankorterminal en lørdag i Bilka betyder mere for PBS end alle online betalingstransaktioner til sammen på et år, siger Thomas Jensen, der driver hostingfimaet Pil.dk med betalingsgateway'en Quickpay.

Han oplever jævnligt, at PBS's system er nede i timevis, inden problemet bliver løst, og hans kunder kan handle igen.

Han mener ikke, at PBS tager internethandel alvorligt.

- Forrige søndag var PBS nede i tre og en halv time. Når man ringer til dem og siger, at deres system er nede, så siger de: ja, det er det da vist egentlig også. Imens ringer vores kunder og raser. Når PBS er nede i over tre timer, og PBS er ligeglad, så er det galt, fortæller Thomas Jensen.

Andre gatewayfirmaer har haft samme oplevelser med PBS.

- Det kan jeg sagtens genkende, men der er sket forbedringer hos PBS. Vi blev ikke taget alvorligt i starten, når vi henvendte os til PBS. Nu har vi nået en vis størrelse, og nu er det ligesom om, PBS har fået øjnene op for, at vores kunder også er deres kunder, siger Kenneth Madsen, som er markedsansvarlig i gatewayfirmaet Scan Net.

Alle skal have samme service

- I begyndelsen var der få og små betalingsgatewayfirmaer. Nu er der kommet flere, men uanset størrelse skal de selvfølgelig alle sammen behandles ens, siger Nils Hilbard, direktør i PBS med ansvar betalingskort.

Han mener, at internettransaktioner i dag er oppe i et sådant omfang, at de skal behandles med samme serviceniveau som det fysiske dankort.

- Der har ganske rigtigt været problemer med vores oppetider, specielt tidligere i år. Vi har arbejdet ihærdigt for at sikre den samme oppetid på vores systemer for gatewayfirmaerne som på de fysiske terminaler, siger Nils Hilbard.

PBS har holdt møder med blandt andet FDIH, Foreningen for Dansk Internet Handel, og diskuteret mulighederne for en tættere dialog.

- Vi har fået et godt samarbejde med net-billetbureauerne. De giver os besked op til en U2-koncert for eksempel, så vi kan sørge for ikke at lave opgraderinger, når der er størst belastning på betalingerne, siger Nils Hilbard.

Hos firmaet Dansk Internet Betalings System, DIBS, oplever adm. direktør Jon Wichmann samarbejdet med PBS som udmærket.

- De gør et hæderligt forsøg. Det er sandt, at PBS har haft problemer med deres oppetider. Jeg har siddet i møder med dem, sammen med Telmore, og fortalt dem, de må tage sig sammen. I dag har jeg opfattelsen af, at PBS prioriterer de her systemer lige så højt som dankortet, siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere