En tidligere dankort-producent beretter over for Computerworld, at underskriften bag på kortet uden problemer kan fjernes, så kortet kan misbruges.
Aalborg-virksomheden S-Card har tidligere produceret de gamle dankort med magnetstriber, men tabte i udbuddet om chipdankortet.
Selv om direktør Steen Rasmussen som udgangspunkt er glad for chipkortets øgede sikkerhed, påpeger han dog en konkret kvalitetsforringelse: Signaturfeltet.
Koden vaskes af
I det gamle dankort blev kundens signatur nemlig graveret ind i kortet, men i det nye skal brugeren selv skrive under i signaturfeltet. Bruger man en forkert pen, går signaturen af i vask, og feltet kan derefter udfyldes på ny ? også selv om kortet er stjålet.
Med fotoets forsvinden, er det dermed kun pinkoden, der identificerer ejermanden, men pinkoden kan både aflures eller helt undgås i visse terminaler og fluesmækkere, der kun kræver underskrift. Denne skal så være magen til den i signaturfeltet, som altså kan vaskes af.
Det er det seneste problem, der har ramt bankernes chipdankort.
Den nye storm mod dankortet begyndte, da Computerworld i juli afslørede alvorlige kvalitetsproblemer med det nye dankort ? med talrige eksempler på defekte chips, der enten slet ikke virker eller kun kan bruges få gange, og chips, der ganske enkelt falder helt ud af dankortet.
Kaster håndklædet i ringen
Efter en ny uge med stiv kuling om chipdankortet er der nu en reel frygt for, at systemet aldrig får den udbredelse, som det var tiltænkt. I fredags trak butikskæden Jysk støtten til chipdankortet, da en intern undersøgelse påviste fejlrater på op mod 17 procent i nogle butikker.
Med fotoets forsvinden, problemerne med chips og nu også den vandopløselige signatur er sikkerheden i dankortet så ringe, at Dansk Handel & Service vil kræve en entydig udmelding fra bankerne om dankortets fremtid.
? Pionérbutikkerne kaster én efter én håndklædet i ringen, fordi systemet ikke virker, og det ser nu så galt ud, at vi frygter chipdankortets død, hvis ikke der begynder at komme solstrålehistorier meget, meget snart, siger Kim Munch Lendal, direktør i Dansk Handel & Service.
Han beskriver den forsvindende signatur som endnu en kvalitetsforringelse, der stiller de handlende i en uholdbar situation. Han har nu bedt om et møde med PBS, der skal klarlægge, hvem der har ansvaret, hvordan problemerne løses, og ikke mindst hvornår.
Kræver uvildig undersøgelse
De mange fejl på de nye dankort får nu Forbrugerrådet på banen.
? En fejlprocent på op mod 17 er helt ekstraordinært stor, og nu må der handling til. Vi må have en uvildig undersøgelse af hele systemet, og vi anser det for naturligt, at bankerne selv tager initiativ og betaler regningen, siger direktør Rasmus Kjeldahl.
Hos Dankort A/S kan direktør Niels Neergaard umiddelbart ikke se behovet for hverken uvildige undersøgelser eller garantier for dankortets fremtid. Han understreger dog, at han ikke vil tage stilling til sagen, før han får konkrete henvendelser om det.
? Vi gør et stort arbejde for at rette de fejl, vi hører om, og har ikke nogen grund til at tro, at der er noget i vejen med hverken chips eller de standarder, de bliver produceret efter.
Torsdag indkaldte erhvervsminister Bendt Bendsten Finansrådet til et møde, hvor problemerne med det nye dankort skal klarlægges. Der er endnu ikke sat dato på mødet, men rådet vil gerne stille op:
? Vi kan ikke benægte, at der er problemer, men jeg tvivler på, at de har et særligt stort omfang. Men vi er villige til kigge på sagen, siger afdelingschef Tina Füssel.
Denne artikel stammer fra fredagens trykte udgave af Computerworld, hvor du kan læse mere om problemerne for chipdankortet.