Den finske it-leverandør-virksomhed Tietoevrys administrerende direktør, Kimmo Alkio, træder tilbage. Han har ledet virksomheden siden 2011.
"Det har været et privilegium at lede Tietoevry de sidste 14 år, gennem flere meget inspirerende og udfordrende faser i den fuldstændige fornyelse af virksomheden. Efter denne periode har jeg været administrerende direktør i i alt omkring 20 år – halvdelen af min karriere," siger Kimmo Alkio i en pressemeddelelse.
Tietoevry blev i januar 2024 ramt af et massivt cyberangreb, som fik store konsekvenser for mange kunder, som oplevede it-nedbrud.
Mange kunder krævede efterfølgende erstatning.
Blandt andre var der tale om de fire svenske regioner Sörmland, Västernorrland, Blekinge og Västerbotten, som i alt krævede otte millioner kroner i erstatning fra selskabet.
Også detailkæden Granngårdens, som har norske Felleskjøpet Agri som moderselskab, krævede en erstatning. Det krav lød på 65 millioner kroner fra den finske softwareleverandør.
Cyberangrebet havde enorme konsekvenser for Granngården, da detailkædens it-systemer blev slået ud som følge af hændelsen.
Andre detailkæder og kommuner meldte sig sidste år på banen med erstatningskrav.
Virksomheden ændrer karakter
Kimmo Alkios stop i Tietoevry kædes imidlertid af besytyrelsen sammen med en nyligt indgået aftale om at frasælge Tech Services.
Med aftalen repositioneres Tietoevry som en international software- og digital teknologivirksomhed.
Derfor vurderer bestyrelsen ifølge Computersweden, at det er naturligt for Kimmo Alkio at forlade virksomheden.
"Jeg vil gerne takke Kimmo (Alkio, red.) oprigtigt for det store engagement og den integritet, han har udvist gennem årene med at udvikle en teknologivirksomhed i verdensklasse. I hans tid har vi set store fremskridt på denne rejse, senest ved at etablere specialisering som det strategiske fundament for virksomheden," siger Tomas Franzén, bestyrelsesformand for Tietoevry, i meddelelsen.
Tietoevrys bestyrelse har udnævnt Endre Rangnes til fungerende administrerende direktør med virkning fra den 5. maj 2025. Han er i øjeblikket, og vil fortsat være, administrerende direktør for Tietoevry Banking.
Nu igangsætter bestyrelsen en global rekrutteringsproces for at finde en permanent administrerende direktør.