Internet, telefonlinjer, elektroniske patientjournaler og kritiske blodprøvningssystemer var torsdag eftermiddag ude af drift i cirka to timer på hospitalerne i Region Midtjylland.
Det skyldtes et omfattende it-nedbrud, der betød, at planlagte operationer blev aflyst og alle ikke-akutte patienter blev sendt hjem.
Nu er årsagen til it-nedbruddet fundet.
"Udfaldet skyldtes en fejl i det interne netværk, hvor to firewalls konfliktede med hinanden. Årsagen hertil er endnu ukendt," oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Hele regionens netværk var utilgængeligt fra cirka klokken 12.30 indtil klokken 14, hvorefter netværksdriften gradvist blev normaliseret.
Klokken 15:30 skrev Regionshospitalet Gødstrup på sin Facebookside at beredskabsaktiveringen er afmeldt og "at systemerne er testet, og fungerer - og hospitalet er nu gået i vanlig drift igen."
Koncerndirektør i Region Midtjylland, Poul Michaelsen, udtaler i en pressemeddelelse:
"It og digitale løsninger er en integreret del af sundhedsvæsenet, og derfor er det alvorligt, når vi oplever nedbrud, og jeg kan kun beklage over for de patienter, der har fået forsinket deres behandling på grund af det. Jeg glæder mig samtidig over, at vores dygtige it-folk meget hurtigt lokaliserede problemet."
Måtte ”vurdere, hvad der er forsvarligt at gennemføre.”
Regionshospitalet Gødstrup var nødt til at få over til håndholdte arbejdsgange, mens it-nedbruddet stod på og samtlige patienter med planlagte operationer eller konsultationer blev sendt hjem.
"Vi har forsøgt at vende patienterne i døren, hvis de skulle til ambulant behandling eller til kontrol på klinik. Dem har vi bedt om at køre hjem igen. Tilsvarende har vi bedt dem, der ikke var nået frem om at vende om. De bliver nødt til komme en anden gang," sagde hospitalsdirektør Lasse Hansen til DR kort efter nedbruddet.
På Aarhus Universitetshospital oplyser Lars Elgaard Pedersen, der er presseansvarlig på hospitalet, til Ritzau at man måtte ”vurdere, hvad der er forsvarligt at gennemføre. Men alt, hvad der er akut, bliver der taget hånd om.”