Oracle har investeret så tungt i at komme med helt fremme på den store AI-bølge, at selskabet i praksis bruger alle sine penge AI.
Oracle har i det seneste års tid brugt milliarder af kroner på at bygge AI-datacentre sideløbende med de langt større hoved-aktører på området - ikke mindst Microsoft og Google.
Det er sket i bestræbelserne på at positionere sig i det store investerings- og udbygningskapløb, som for tiden pågår på AI-området, hvor selskaberne kappes om at udvikle, bygge og investere - ikke mindst for ikke at blive kørt bag ad dansen af konkurrenterne.
Det er dyrt. Og det understreges af det kvartals-regnskab, som Oracle offentliggjorde mandag.
Det viser ifølge The Information, at Oracle inden længe kan blive nødt til at låne penge, hvis der investerings-niveauet skal opretholdes.
Amerikanske medier skriver endda, at Oracle-stifter Larry Ellison lige nu har flere penge på kistebunden end Oracle har.
Det senste kvartalsregnskab viser, at Oracle i kvartalet genererede 5.9 milliarder dollar på driften, mens selskabet investerede 5,86 milliarder dollar i ‘capital expenditures’ - alstå investeringer i anlæg, byggerier og lignende.
Det svarer til en tredobling i forhold til samme periode i fjor.
De massive investeringer betyder i sagens natur, at Oracles frie pengestrøm er næsten væk. Der er kort og godt næsten ingenting tilbage, når investeringerne i de nye anlæg er trukket fra.
Oracles regnskab viser da også, at den frie pengestrøm er faldet med næsten 70 procent på et år til 2,5 milliarder dollar over de seneste tre kvartaler.
For det historisk stærkt indtjenings-orienterede Oracle er det nye signaler.
At indtjeningen fra den daglige drift knap og nap kan følge med investerings-behovet, påvirker dog ikke Oracle det store.
I hvert fald meddeler Oracle, at det planlægges at øge udbetalingerne af udbytte med hele 25 procent i år.
Det svarer til, at Oracle i alt vil udbetale 5,6 milliarder dollar i udbytte til sine aktionærer - inklusive den stenrige Larry Ellison, der ejer 1,1 milliarder Oracle-aktier med en samlet værdi på 164 milliarder dollar.
Han står til at få udbetalt 576 millioner dollar i udbytte.
The Information skriver, at det i forvejen gældsplagede Oracle meget vel kan blive nødt til at låne penge for at betale dividenden til aktionærerne.
Ifølge mediet er gældsklemmen dog angiveligt midlertidig, da Oracle i regnskabet melder, at selskabet har underskrevet flere lukrative kontrakter, som endnu ikke er blevet bogført - blandt andet store cloud-aftaler med OpenAI og AMD.
Samtidig har Donald Trump udpeget Oracle som en af de fire mulige købere af den amerikanske del af TikTok - som iøvrigt drives i Oracles amerikanske datacentre.