Artikel top billede

Boozts nye hovedkvarter i København. (Foto: Boozt)

E-handelskomet siger farvel til Sverige: Rykker sit hovedkvarter til København

Snart flytter svensk-danske Boozt sit hovedkvarter fra Malmø til København, hvor vækstmulighederne er bedre, lyder det fra selskabets topchef.

Den dansk-svenske e-handelsgigant Boozt har indtil nu haft sit hovedkvarter i Malmø, hvor selskabet også blev stiftet.

Men nu flytter selskabet sit hovedkvarter til København. Det sker for at sikre, at selskabet fortsat er konkurrencedygtigt og for at forbedre rekrutteringsmulighederne, oplyser det i en pressemeddelelse.

"Siden jeg var med til at stifte virksomheden, har jeg altid været overbevist om, at det ville være et naturligt skridt at flytte til en hovedstad, når vi var vokset til at blive tilstrækkeligt betydningsfulde,“ skriver Boozts topchef, Hermann Haraldsson, i et opslag på LinkedIn.

Overtager Nykredit-bygning

Boozt overtager bygningen Krystallen på Kalvebod Brygge 1 i København, en bygning der tidligere har været brugt af Nykredit.

Bygningen ligger på havnefronten i København – tæt ved Blox-bygningen og Den Sorte Diamant, som huser Det Kongelige Bibliotek – og planen er, at 400–500 Boozt-ansatte vil have deres arbejdsplads i det nye domicil.

"I København får vi adgang til det miljø, de forbindelser og de ressourcer, der skal drive vores næste vækstfase,“ skriver Hermann Haraldsson på LinkedIn.

Boozt har altid haft stærke bånd til Danmark. Administrerende direktør Hermann Haraldsson, der tidligere har været topchef for fodboldklubben Brøndby, er eksempelvis dansk ligesom en stor del af selskabets topledelse, og Boozt har allerede en afdeling i København og Aarhus.

Hermann Haraldsson understreger dog på LinkedIn, at Boozt fortsat vil beholde sit lager i Ängelholm i Skåne og dermed bevare en del af sin tilknytning til Skåne.

"Alle medarbejdere på vores nuværende hovedkontor i Hyllie vil blive tilbudt muligheden for at flytte med os, og det er mit oprigtige håb, at vi kan tage alle med på denne rejse,“ skriver han.



White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren