Lovlig musik
Der findes utallige muligheder for at høre digital musik i forskellige formater og med forskellige komprimeringsrater. Derfor har vi kigget nærmere på, hvor man finder den digitale musik og på komprimeringsrater og formater. Til sidst ser vi nærmere på resultatet af en test, om hvorvidt man kan høre forskel på komprimeret musik. Testen er udført af PC Worlds testcenter i USA.
Forbrugerrådet giver på deres website en vejledning i, hvad der er lovligt og ikke er lovligt med hensyn til at kopiere digital musik. Blandt andet må man gerne kopiere en original cd, man har lånt af en ven eller på biblioteket. Man må ikke kopiere musik, som er lagt på nettet uden kunstnerens samtykke, og man må heller ikke lytte til en kopieret cd på arbejdspladsens musikanlæg.
Der findes flere forskellige steder, hvor man kan få fat i digital musik, som er lovligt at kopiere. Det vil sige, at kunstneren har givet sit samtykke til kopiering på de pågældende websites. Man kan hente lovligt musik fra blandt andet Amazon.com, Listen.com og Yahoo.com. Mp3.com indeholder også mange gratis musikstykker, men nok ikke med de mest populære kunstnere. Man kan også prøve at finde gratis musik på kunstnernes egne sites, da de nogle gange giver noget af deres musik væk for at få reklame.
Men der er en ulempe ved at skulle hente musik fra mange forskellige sites. Musikken findes nemlig i flere forskellige formater som MP3, Windows Media Audio og RealAudio. Det kan medføre, at man bliver nødt til at installere nye plug-ins eller afspillere.
Kvalitet-kvantitet
Kvalitet eller kvantitet
Det er nemt at konvertere musik-cd'er til musik i komprimeret form - og ikke mindst er det lovligt. Man har blot brug for en pc, et cd-drev og et stykke software.
Lyd fylder meget i ukomprimeret digital form, og for alle digitale musikformater gælder, at lyden bliver komprimeret. Når man afspiller en almindelig musik-cd, overføres der mere end en megabit pr. sekund, men i komprimeret form fylder musikken fra otte kilobit i sekundet (kbps) og op.
En ripper er et stykke software, som bruges til at kopiere og komprimere musik. Audiograbber, MusicMatch Jukebox og RealJukebox er nogle af de mest populære rippere. Der findes freeware-udgaver af de to sidstnævnte, men betalingsversionerne giver blandt andet større komprimeringshastighed.
Valget er svært, skal man vælge kvalitet eller kvantitet ? Hvis man vælger at komprimere med en høj bitrate som 320 kilobits pr. sekund, så får man en rimelig god kvalitet. Til gengæld fylder musikken mere. Så man skal overveje, hvor meget lydkvaliteten betyder for en, og hvor man skal lagre musikken - skal det bare være på pc'en, eller skal musikken tages med på en transportabel afspiller ?
Hvis man kun skal bruge musikken på pc'en, kan man vælge et hvilket som helst format, så længe man har en afspiller, som kan læse det pågældende format. Der er heller ikke de store begrænsninger for hvor høj bitraten i komprimeringen skal være, så længe der er plads på pc'ens harddisk.
De fleste rippere og afspillere understøtter MP3-formatet. MusicMatch Jukebox og Windows Media Player understøtter både MP3 og WMA, mens Windows Media Player til Windows XP kun understøtter WMA.
MP3 dårligst
Er der forskel i kvaliteten af musik komprimeret med forskellige programmer ? Og kan man høre forskel på ikke-komprimeret musik og komprimeret musik ? Der er nogle af de spørgsmål, som PC Worlds testcenter i USA har forsøgt at besvare.
For at komprimere musik bliver komprimeringsprogrammet nødt til at fjerne dele af musikken, som anses for ikke at kunne høres af personer med normal hørelse. Nogle mener dog, at de sagtens kan høre forskel på komprimeret og ikke-komprimeret musik.
PC Worlds testcenter i USA har testet fire musikformater overfor 30 personer. De fire musikformater, som blev testet, var MP3, WMA, RealAudio og Dolbys AAC. Undersøgelsen viste, at musik komprimeret i et af de fire formater er næsten lige så godt som musik fra en CD - hvis bitraten i komprimeringen er tilstrækkelig høj.
Testen er udført med fem forskellige stykker musik, som blev komprimeret i en mængde forskellige bitrater og med de fire forskellige formater. Hver testperson lyttede hver gang til det originale stykke musik samt en af de komprimerede versioner. Musikken blev spillet på en pc med et Sound Blaster Live Platinium lydkort inklusive den valgfrie Live Drive komponent, og der blev brugt et par Sony MDR-7506 høretelefoner. I hver enkelt test gav personerne karakterer mellem 1 og 5 for kvaliteten af den komprimerede musik i forhold til det originale musik, hvor 1 angiver, at kvalitetstabet er meget irriterende, 2 er irriterende, 3 er lidt irriterende, 4 står for at man kan høre forskel, men at det ikke er irriterende, mens 5 står for at man ikke kan høre forskel.
Resultatet af testen viser, at alle formater fik mindst karakteren 4 for bitrater på 128 kbps eller højere. RealAudio fik endda karakteren 4,1 ved bitraten 64 kbps, hvilket var meget bedre karakter end de andre formater fik ved samme bitrate. Formatet WMA med bitraten 128 kbps fik overraskende nok ikke bedre karakter end WMA med bitraten 96 kbps.
Et andet resultat er, at WMA, RealAudio og Dolbys AAC producerer bedre lyd end MP3-formater ved lave bitrater - især ved 64 kbps. MP3-formatet fik altså de dårligste karakterer, selvom det er det mest populære format. Dette resultat er ikke så overraskende, da MP3-formatet er det ældste af de testede formater.
I juni kom en forbedret udgave af MP3-formatet på gaden, som kaldes MP3Pro. Der findes tillige et open source format kaldet Ogg Vorbis, der også giver bedre kvalitet end MP3.
Testresultat
Format | Bitrate (kbps): 64 | Bitrate (kbps): 96 | Bitrate (kbps): 128 | Bitrate (kbps): 192 | Bitrate (kbps): 256 | |||||||||||||||||||
AAC | 3.4 | 4.6 | 4.8 | -- | -- | |||||||||||||||||||
MP3 | 2.2 | -- | 4.7 | 4.8 | 4.9 | |||||||||||||||||||
RealAudio1 | 4.1 | -- | 4.8 | 4.9 | 4.8 | |||||||||||||||||||
WMA | 3.6 | 4.1 | 4.1 | -- | -- |
1. RealAudio formatet understøtter lidt andre bitrater end de andre formater, nemlig 64, 96, 132, 176 og 264 kbps.