Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Nvidia undersøges for monopolbrud i Kina / For få danskere bruger multifaktorgodkendelse / Reddit lancerer ny AI-funktion

Nvidia undersøges for monopolbrud i Kina. For få danskere bruger multifaktorgodkendelse. Reddit lancerer ny AI-funktion. Kvindelige iværksættere mødes med fordomme, og så er det i dag 31 år siden, at Doom blev lanceret.

Go’morgen folkens

Det er tirsdag den 10. december, og her har du Computerworlds morgenbriefing.

Denne mørke decembermorgen er det igen Jacob Wittorff, der sidder klar i kalenderlysets skær for at levere dagens første nyhedsoverblik til dig.

Vi begynder med en historie fra Kina, hvor de kinesiske myndigheder er klar med en knap så god julegave til Nvidias topchef, Jensen Huang.

Nvidia undersøges for monopolbrud i Kina

Chipgiganten Nvidia mistænkes for at have overtrådt monopollovgivningen i Kina.

De kinesiske markedsmyndigheder har således åbnet en undersøgelse af Nvidia, men myndighederne oplyser ikke nærmere, hvad Nvidia konkret mistænkes for.

Den kinesiske undersøgelse kommer efter, at USA i sidste måned gennemførte endnu en runde eksportforbud rettet mod kinesiske virksomheder, herunder flere fra chipindustrien.

Samtidig har de amerikanske myndigheder tidligere blokeret for, at Nvidia kan eksportere sine mest avancerede AI-chips til Kina.

Nvidias aktier faldt med 2,55 procent, efter at nyheden om den kinesiske undersøgelse blev offentliggjort mandag.

For få danskere bruger multifaktorgodkendelse

Der er plads til forbedring, når det gælder danskernes brug af adgangskoder.

Det viser en ny undersøgelse gennemført af YouGov på vegne af it-sikkerhedsvirksomheden KnowBe4.

Undersøgelsen afslører blandt andet, at mindre end halvdelen (41 procent) af de adspurgte danskere bruger multifaktorgodkendelse (MFA), og at hele 36 procent slet ikke ved, hvad multifaktorgodkendelse er.

“Multifaktorgodkendelse er en af de mest effektive metoder til at beskytte mod cyberangreb. Den lave anvendelse blandt danskerne viser, at der er behov for bedre oplysning og uddannelse i cybersikkerhed, for netop MFA er et af de mest effektive it-sikkerhedsgreb i forhold til, hvad det kræver både at sætte op og bruge efterfølgende,” siger Martin Kramer, it-sikkerhedsevangelist hos KnowBe4, ifølge en pressemeddelelse.

Reddit lancerer ny AI-funktion

Den sociale medieplatform Reddit er på vej med en ny funktion ved navn Reddit Answers, der er baseret på kunstig intelligens.

Det oplyste selskabet mandag.

Den nye funktion giver brugerne mulighed for at stille spørgsmål via et chatbot-lignende interface, som herefter leverer et svar baseret på et destillat af de bedste opslag om emnet på Reddit.

Kvindelige iværksættere mødes med fordomme

En undersøgelse, som den digitale bank Lunar har gennemført blandt små og mellemstore virksomheder, viser, at halvdelen af de danske iværksættere møder fordomme baseret på deres køn, udseende eller opførsel.

Det skriver Jyllands-Posten.

“Når vi spørger vores godt 25.000 små og mellemstore virksomheder, hvad de oplever, fortæller de kvindelige iværksættere, at de ikke bliver taget alvorligt, og at der sættes spørgsmålstegn ved deres kompetencer og kapacitet. Derimod oplever mandlige iværksættere ofte et ekstraordinært præstationsfokus fra omverdenen. Et fokus, som flere oplyser skaber øget risiko for stress,” siger Gitte Roskær, kundedirektør hos Lunar, til Jyllands-Posten.

I dag er det 31 år siden, at Doom blev lanceret

For mange spilentusiaster blev den 10. december 1993 en skelsættende dag. Det var nemlig dagen, hvor spiludvikleren iD Software lancerede kultspillet Doom.

Spillet gjorde sig dengang bemærket med sin banebrydende grafik og eksplicitte vold.
Sammen med Wolfenstein, som også blev produceret af iD Software, var Doom blandt de første succesfulde first-person-shooter-spil.

Doom blev efterfulgt af Doom II i 1994, og i 1996 udgav iD Software det første spil i Quake-serien, som – ligesom Wolfenstein og Doom – også var et first-person-shooter-spil.