Den prominente russer Ekaterina Zhdanova er anholdt og mistænkt for at være bagmanden i et vidtforgrenet netværk af skuffeselskaber, som har hvidvasket penge for den russiske elite, ransomware-banditter, spioner og narkobander i Europa.
Moderskuffen er navngivet Smart Group.
"For første gang har vi været i stand til at kortlægge en forbindelse mellem russiske eliter, kryptorige cyberkriminelle og narkobander på gaderne i Storbritannien. Tråden, der bandt dem sammen - den kombinerede kraft af Smart og TGR - var usynlig indtil nu,” lyder det i en meddelelse fra det britiske politi National Crime Agency (NCA), som har ageret spydspids i den internationale aktion.
Det britiske National Crime Agency har givet techmediet Wired løbende indsigt i politiets fremgang med Operation Destabilise.
Onsdag i denne uge kom efterforskningen til et foreløbigt højdepunkt, da netop NCA i sammen med en række amerikanske politimyndigheder samt fransk og irsk politi anklagede Ekaterina Zhdanova for at være den kriminelle mastermind i to massive russiske netværk til hvidvaskning.
Myndighederne påstår, at netværkene hvert år hvidvaskede milliarder af dollars fordelt på mere end 30 lokationer i USA og Europa.
Adskillige kufferter med kontanter fra narkokriminalitet i europæiske storbyer er afleveret med kurerer, hvorefter narkopenge er blevet vekslet til kryptovalutaen Tether.
Den anden part i transaktionen er ifølge myndighederne blandt andet de russiske ransomware-klaner Trickbot, Ryuk og Conti. Sidstnævnte er nu nedlagt og genfødt i Akira.
“Den metode for hvidvask er ny,” påpeger chef for cyber-efterretninger hos det britiske politi NCA, overfor Wired.
Mondæne ejendomme i Nordlondon
Hun har også ageret brohoved for oligarkerne, som har fået indefrosset sine formuer grundet sanktionerne efter invasionen i Ukraine.
Ultrarige russeres tilstedeværelse i blandt andet bydelen Notting Hill er ikke nyheder. Et betydeligt højt antal er også dramatisk faldet ud af sine vinduer højt oppe i de mondæne ejendomme, efter de har ytret sig kritisk mod Putin.
Men den seneste efterforskning viser, at det er Ekaterina Zhdanova i samarbejde med kompagnonen George Rossi, der har stået for at hvidvaske formuerne, som er blevet brugt til at købe en stor portion luksusejendomme.
NCA har gennemtrawlet pengesporet og ligeledes fundet ud af, at pengene er blevet brugt til at finansiere mediet Russia Today, der er bandlyst af EU.
Hun står også anklaget for at have ageret pengekasse for russiske spioner i Storbritannien, men den del af anklagen er myndighederne mere fåmælt omkring.
Ekaterina Zhdanova har ifølge Wired tidligere efterspurgt store mængde kryptovalutaer på sin Instagram med tusindvis af følgere. Og det er i den proces, som NCA mener, at flere af de store ransomware-klaner er sprunget til.
Det professionelle setup har endda fået en af efterforskerne til at karakterisere det som “perfekt” til at skjule og slette sporene.
Kryptovalutaerne er blevet flyttet rundt i den digitale økonomi ved hjælp af en unavngivet mægler i De Forenede Arabiske Emirater, som ifølge Wired i en årrække har været kendt for sin begejstring for den ukontrollerede valuta. Chefen for den internationale mægler er bosiddende i FAE, og er ligeledes blevet anholdt i aktionen - men flere oplysninger er der ikke offentliggjort.
Ekaterina Zhdanov er nu varetægtsfængslet i Frankrig, hvor hun i forvejen var anholdt og mistænkt for anden kriminalitet.