Regeringens nye strategi for kunstig intelligens bliver kaldt ambitiøs og lovende, men Dansk Datacenter Industri (DDI) skyder nu strategien ned for at mangle et afgørende fundament.
Ifølge organisationen er Danmarks AI-strategi så mangelfuld, at den sammenlignes med en elbil uden batteri – en flot vision, men som ikke kan bevæge sig nogen vegne.
"Høje ambitioner skal stå på skuldrene af et stærkt fundament. Hvis ikke infrastrukturen tænkes ind, flytter vi os ingen vegne," skriver DDI i en meddelelse.
Organisationen mener, at strategien, som regeringen præsenterede i mandags, rummer vigtige elementer som en digital taskforce, et AI-center og udvikling af danske sprogmodeller – men elementerne risikerer at forblive visioner på papiret.
Ifølge Datacenter Industrien kræver en succesfuld strategi både adgang til mere bæredygtig energi og massive investeringer i datacentre, der kan håndtere de voksende datamængder.
62,5 millioner kroner er langtfra nok
Regeringens plan har som mål at gøre Danmark til en global frontløber inden for ansvarlig brug af kunstig intelligens og anvende teknologien til at styrke velfærden og konkurrenceevnen.
Men ifølge DDI er de 62,5 millioner kroner – som regeringen har afsat over tre år til at fuldføre strategien – langt fra nok til at understøtte en så ambitiøs indsats.
Organisationen advarer om, at den forventede vækst i dataforbrug og AI-anvendelse vil kræve markant mere grøn energi og en hurtigere udbygning af både energinet og datacenterkapacitet.
Strategien møder også politisk modvind
Regeringens strategi møder også modstand fra Christiansborg, da alle otte partier, der ikke sidder i regeringen, nægtede at bakke op om præsentationen af planen.
Partierne har kritiseret processen som "dybt kritisabel" og fravalgt at underskrive regeringens pressemeddelelse. Samtidig peger kritikere som IT-Branchen og Dansk Erhverv på, at midlerne til strategien ikke matcher ambitionerne.
Natasha Friis Saxberg, direktør i IT-Branchen, roser regeringens fokus på ansvarlighed og konkrete initiativer, men påpeger, at der skal investeres langt mere for at gøre Danmark verdensførende på området.
"Det er vores fælles fremtid, som vi skal investere i – og vi har simpelthen ikke råd til andet," lyder det fra Saxberg.
Danmark løber tør for strøm i 2030
Regeringens AI-udspil og kritikken om manglende energiinvesteringer falder i en periode, hvor Danmark i forvejen mangler strøm.
Danmarks investeringer i sol og vind betyder nemlig, at vi lige nu ikke har strøm i stikkontakterne tre minutter om året. Det sker, når hverken solen skinner eller vinden blæser, hvor vi så importerer strøm fra nabolandet.
Men ifølge Ingeniøren vil minutterne stige over de næste år, og i 2034 vil Danmark mangle strøm 8-30 minutter om året - og i det tilfælde vil importeret strøm ikke være nok til at udfylde hullerne.
Desuden er tallet et gennemsnit, hvorfor nogle områder i den nuværende situation vil mangle strøm i flere timer.
"Den situation er i mine øjne helt uholdbar. Den vil gøre os meget sårbare," advarer Brian Vad Mathiesen, der er professor i vedvarende energisystemer på Aalborg Universitet, over for Ingeniøren.