Forestil dig en verden, hvor du ikke længere behøver at forlade dit hjem for at tage på arbejde, gå i skole, møde dine venner eller prøve tøj.
Det virker måske som det rene science-fiction. Men det virtuelle univers - også kaldet metaverset - er noget som Meta, Google, Nvidia og andre tech-mastodonter allerede har kastet en stor sjat penge efter.
Faktisk ændrede moderselskabet bag Facebook tilbage i 2021 endda navn til Meta for at understrege, hvor meget man tror på metaverset i fremtiden.
Metaverset bygger på princippet om, at man gennem en avatar kan interagere med andre mennesker og objekter i et digitalt, ofte VR-baseret univers.
Og det er bredt anerkendt, at metaverset kan gavne områder som økonomi, sundhed, uddannelse og produktivitet.
Men som med alt andet, bærer teknologien også nogle skyggesider. Derfor tager den nye bog “The Metaverse Dilemma: Challenges and Opportunities for Business and Society”, som navnet nok antyder, fat på at kortlægge hvilke muligheder og problematikker der kan være i forbindelse med oprettelsen af et metaverse.
Bogen er skrevet af de fire forskere Chitra Krishnan, Abhishek Behl, Snigdha Dash og Prashant Dev Yadav.
Forfatterne argumenterer for, at metaverset kræver regulering, hvis alle brugere skal få en positiv oplevelse i det og eksempelvis undgå afhængighed eller krænkelser af privatlivet.
Desuden gennemgår bogen blandt andet de etiske hensyn, der skal tages for at sikre, at man fremmer et levedygtigt metaverse, og hvordan blockchain kan få en central rolle i metaversets økonomi.
”The Metaverse Dilemma” forsøger således at kigge på metaverset med både teoretiske og praktiske briller, mens den fastlægger en række retningslinjer for, hvordan forskellige sektorer bør forholde sig til metaverset.
Bogen er altså en oplagt julegaveidé til dem, der vil forstå metaverset – en teknologi, som tech-giganterne forventer bliver en stor del af fremtiden.
Titel: The Metaverse Dilemma: Challenges and Opportunities for Business and Society.
Forfattere: Chitra Krishnan, Abhishek Behl, Snigdha Dash og Prashant Devi Yadav.