Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som i nattemørket er sammensat af Dan Jensen.
Kommunerne åbner fælles cybersikkerheds-organisation
Kommunerne har i fællesskab åbnet deres nye ‘KommuneCERT’ med foreløbigt tre medarbejdere.
Cert’en - det står for ‘Computer Emergency Response Team’ - skal sikre det, som kommunerne kalder for en ‘sektorfælles tilgang’ til cybersikkerhed - herunder trusselsvurderinger, monitorering, vejledning og meget andet.
Det er KL og Kombit, der står bag den nye cert, der over tid også bistå med overvågning, og det er planen, at den over de kommende år skal udvikles til at være en decideret SOC for kommunerne.
Du kan læse mere om KommuneCERT her.
People-IT og IT Kartellet fusionerer og skifter navn
Det tidligere C2IT - i dag Kollab - fusionerer sine datterselskaber IT Kartellet, People-IT og /et al. ind i moderselskabet under det nye navn ‘Kollab Solution.’
Ifølge selskabet sker det for at ‘imødekomme et udtalt ønske fra kunderne’ om at ‘få adgang til én samlet sparringspartner.’
Fusionen betyder ifølge Kollab Solution, at alle tidligere grænser mellem de tre virksomheder fjernes.
IT-Kartellets hidtidige direktør, Henrik Thorn, bliver CEO for Kollab Solutions, mens de to hidtidige direktør for henholdsvis People-IT og /et al, Louise Birkholm og Julie Ravn-Nielsen fortsætter som daglige chefer.
Øverste chef for Kollab-koncernen er Carsten Sixhøi.
200 milliarder danske ord skal åbnes for AI
Med regeringens nye AI-planer, der blev præsenteres mandag, påbegyndes arbejdet med at gøre 200 milliarder nedskrevne danske ord tilgængelige for AI.
Digitaliseringsstyrelsen skal koordinere arbejdet med at åbne for de store tekstmængder fra blandt andet Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek og Folketinget.
De store tekstmængder skal standardiseres og gøres tilgængelige i open source, så de kan “skabe fundamentet for, at dansk sprog, kultur, værdier og praksis kan repræsenteres i nye teknologiske løsninger,” lyder det fra Digitaliseringsstyrelsen.
IT-Branchen: For få penge til AI
Brancheorganisation IT-Branchen er egentlig godt tilfreds med regeringens nye udspil, som med dens tværministerielle styregruppe ifølge foreningen får muskler nok at ‘få ryddet barrierer af vejen og sætte turbo på udviklingen,’ lyder det fra ITB.
Der er dog bare et problem ifølge IT-Branchen. For der skal mange flere penge til end de beløb, som regeringen har afsat.
“Står midlerne til den strategiske indsats for kunstig intelligens mål med de afsatte midler på 62,5 millioner kroner i en treårig periode?,” spørger branchedirektør Natasha Friis Saxberg retorisk.
Og hun svarer selv på sit spørgsmål:
“Her må jeg bare ærligt sige – NEJ. Strategien sætter en ambition og en retning, men der skal flere midler til, hvis vi skal være verdensførende. Det er vores fælles fremtid, som vi skal investere i - og vi har simpelthen ikke råd til andet,” lyder det fra hende.
Du kan læse om regeringens strategi her: Regeringen vil gøre Danmark til verdensførende AI-nation: Her er den store plan.
Musk får nej til lønpakke på 730 milliarder kroner
En amerikansk domstol siger for anden gang nej til Teslas ønske om at udbetale hvad der i dag svarer til enorme 101 milliarder dollar - 730 milliarder kroner - i løn til Elon Musk.
Pakken blev ellers godkendt af et stort flertal af Teslas aktionærer i sommer.
Den gigantiske pakke består af optioner på 303 millioner Tesla-aktier, og den er faktisk blevet fordoblet i værdi, siden domstolen med dommer Kathaleen McCormick i spidsen i januar sagde nej første gang.
Dommeren mener, at det ikke er bevist, at den store lønpakke er i aktionærernes interesse.
Elon Musk modtager ikke almindelig løn for sit arbejde som CEO i Tesla, men alene denne type lønpakker, der gør, at han kan købe Tesla-aktier til langt under deres markedspris.