Artikel top billede

NNIT's hovedkvarter midt i København. (Foto: Thomas Møgelbjerg)

NNIT vinder offentlig kontrakt til 100 millioner kroner

NNIT underskriver en ny kontrakt med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) om udvikling og vedligeholdelse og bliver dermed en del af det såkaldte Star City setup.

NNIT har i dag underskrevet en ny kontrakt med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) om at blive en del af deres Star City setup.

NNIT får ansvar for udvikling og vedligeholdelse af Stars it-systemer.

Kontrakten vurderes at have en værdi på omkring 100 millioner kroner.

Den løber i en indledende periode på fem år med mulighed for, at Star kan forlænge og udvide.

Det skriver it-selskabet i en pressemeddelelse.

Star City er et setup af flere leverandører. Fra den 2. december vil NNIT påbegynde overdragelsen fra den eksisterende entreprenør.

NNIT vil så stå for systemudvikling, vedligeholdelse og projektstyring af de dele af setuppet, der vedrører individuel ansættelsesplanlægning og rekrutteringsmoduler.

NNIT får et start-up team på cirka 15 konsulenter. De vil være en blanding af udviklere, arkitekter, proces- og projektledere, som vil arbejde fuld tid for Star City.

"Vi er glade for at slutte os til Star City, som er en drømmekontrakt for NNIT, da vi var en del af det oprindelige setup og derfor allerede har eksisterende viden og erfaring," siger senior vice president Kasper Søndergaard Andersen, NNIT Region Danmark, i meddelelsen.

NNIT-konsulenterne mål bliver at øge succesraten for STAR – det vil sige at matche flere borgere med meningsfuld beskæftigelse.

Det skal ifølge Kasper Søndergaard Andersen ske ved at levere de bedst mulige digitale platforme og værktøjer.

Adm. direktør i NNIT, Pär Fors, siger i meddelelsen:

"For NNIT's fortsatte udvikling er dette et perfekt match i tråd med vores strategiske fokus på den danske offentlige sektor og vores ambition om at øge livskvaliteten for danske borgere gennem forbedrede digitale tjenester. Vi er stolte over endnu en gang at blive valgt til så vigtigt et projekt."

Et komplekst it-landskab

Styrelsen for Arbejdsmarkeds og Rekruttering er kendt for at have et relativt komplekst system-landskab.

Star består af tre centre og ni kontorer - herunder tre regionale arbejdsmarkedskontorer - med fokus på beskæftigelsesindsatsen i Danmark.

Leverandørmodellen, 'Star City’, består af en central systemforvalter samt en række leverandører, der tilsammen står for udvikling, videreudvikling og vedligeholdelse af forretnings-systemerne.

Her står systemforvalteren for at koordinere arbejdet med systemerne, herunder drift og releases, testmanagement, projektledelse og lignende.

Den mangeårige systemforvalter Twoday vandt i foråret ordren som systemforvalter i de kommende år i en kontrakt til 160 millioner kroner og fortsatte altså derfor i rollen.