Hvorfor er mange ledere nogle røvhuller?
Spørgsmålet er et af de første, som antropologerne Christian Groes og Dennis Nørmark stiller i deres nye bog ”Gid min chef var høvding”, hvor de kalder til en decideret revolution i forholdet mellem ledere og medarbejdere.
Forfatterne mener nemlig, at alt for mange danskere er trætte af deres chef og mistrives på jobbet – og at det i høj grad skyldes sure, fraværende eller tyranniske chefer. Faktisk fremhæver de, at dårlig ledelse er den største udfordring i danskernes arbejdsliv.
Christian Groes og Dennis Nørmark vil med deres bog opfordre moderne ledere til at tage udgangspunkt i oprindelige samfund, hvor en høvding i deres optik skulle være lyttende, inkluderende og ydmyg, hvis han eller hun ville have sit folk med sig.
På samme måde skal den gode leder lægge sine selvpromoverende, bestemmende og hierarkiske træk fra sig, lyder det. I stedet skal der være flere ydmyge ledere med tæft for den måde at lede på, som mennesker med stor succes har dyrket før moderne tid.
’Høvdingeledelse’ kalder Groes og Nørmark det, og deraf kommer naturligvis også bogens titel, som har undertitlen ”Sådan får vi de ledere, vi fortjener.”
Ifølge forfatterne er der nemlig både gode og bæredygtige løsninger på ledelseskrisen, hvis man lader sig inspirere af tidligere tiders tilgang til ledelse. Det kræver dog, at man forkaster de velkendte magtpyramider og hierarkier og vender dem på hovedet. Vi skal simpelthen kræve mere af vores chefer.
Der er heldigvis ifølge Groes og Nørmark en klar tendens til, at de dårlige ledere ikke længere bliver fremhævet i samfundet – og i det hele taget handler Gid min chef var høvding mere om de gode ledere og eksempler på, hvordan man bedriver en ledelse, der lader sig inspirere af de inkluderende høvdinge og ikke de dominerende generaler.
Hvorvidt nogle folk bliver røvhuller af at blive ledere – eller om det ofte er røvhuller, der bliver ledere, må man dog selv læse sig til i Gid min chef var høvding.
Christian Groes har tidligere bl.a. skrevet bøgerne ”Da MeToo ramte manden” og ”Intimate Mobilities”, mens Dennis Nørmark tidligere bl.a. har udgivet bøgerne ”Pseudoledelse” og ”Ufrihedens pris”.
Titel: Gid min chef var høvding – sådan får vi de ledere, vi fortjener / Forfattere: Christian Groes og Dennis Nørmark