Der findes helt utroligt mange alternative versioner af Marvels superhelt Spider-Man.
En del af disse versioner kunne man opleve i den fantastiske og prisvindende animationsfilm Spider-Man: Into the Spider-Verse fra 2018, hvor skuespilleren Nicolas Cage lagde stemme til den trenchcoat-klædte Spider-Man Noir.
Som navnet også antyder, kommer denne version af Spider-Man fra et noir-inspireret univers i 1930'erne, hvor vores netskydende helt også fungerer som en klassisk privatdetektiv a la Philip Marlowe og har et generelt dystert syn på verden.
Ikke mindst fordi han også tager brutale metoder i brug for at bekæmpe forbrydere, hvilket senere giver ham moralske tømmermænd.
Nu tager Nicolas Cage springet fra animation til live action i den nye serie, som kommer på Prime Video engang næste år – og enten hedder Spider-Man Noir eller bare Spider-Noir.
Optagelserne er i fuld gang netop nu, hvor Nicolas Cage forleden blev spottet i sin mørke trenchcoat. Du kan se billederne her.
Hvor Spider-Man Noir i tegneserierne hedder Peter Parker, som vi er vant til, går der rygter om, at Nicolas Cage spiller en anden version af Spider-Man, nemlig Ben Reilly, som i tegneserierne er en klon af Peter Parker.
Jep, man skal virkelig holde tungen lige i munden, hvis man skal have styr på alle versioner af Spider-Man.
I den nye tv-serie følger vi historien om en aldrende privatdetektiv i 1930'ernes New York, som kæmper med sit tidligere liv som byens eneste superhelt.
Hvor meget vi kommer til at se Nicolas Cage svinge fra skyskraber til skyskraber, er derfor fortsat uklart, men mon ikke han skal bruge sine evner som edderkop fra tid til anden?
En af hans modstandere bliver Brendan Gleeson, som lige nu er aktuel i Joker: Folie à Deux.
I Spider-Noir skal Gleeson spille en mafiaboss, som Nicolas Cages karakter prøver at stoppe. Lamorne Morris fra New Girl spiller journalist på Daily Bugle, mens Abraham Popoola, Li Jun Li og Jack Huston også er på rollelisten.
Mens optagelserne som sagt er i fuld gang, så er der endnu ikke sat en premieredato på Spider-Noir fra Prime Videos side, men et godt bud er slutningen af 2025 eller begyndelsen af 2026.