Selvom Star Wars er én af de største franchises i verden, så malker Disney troligt videre på den gyldne ko.
Efter sidste års Star Wars Celebration Day står det klart, at der ligger flere projekter på tegnebrættet.
James Mangold, der i øvrigt også instruerede den seneste Indy-film – “Indiana Jones and the Dial of Destiny” – står for én af de nye ”Star Wars”-film, der kommer til at foregå 25.000 år før “The Phantom Menace.”
Der kommer med andre ord ikke til at være nogen Yoda, Han Solo, Luke Skywalker, Darth Vader eller nogle af de andre velkendte karakterer med.
Filmen, der har den foreløbige arbejdstitel ”Star Wars: Dawn of the Jedi”, kommer nemlig til at handle om de allerførste jedier og hvordan de første skabninger fandt ud af at bruge Kraften.
Der er endnu ikke meldt meget ud om selve filmen, men der er enkelte bud på, hvad den kunne indebære.
For eksempel kunne det tænkes, at droiden Huyang fra ”Ahsoka” kunne aflægge et visit, eftersom han var i live i Jediordenens tidlige dage.
Derudover er det tempel, hvor Luke Skywalker har taget bolig i “The Last Jedi” det første jeditempel, der blev skabt – så det ser vi måske også igen.
Men ellers er der endnu ikke meget at fortælle om den kommende Star Wars-film – andet end at vi nok først kan vente den om et par år.