Podcasting-bølgen skyller over Danmark

Itunes Music Store lancerer gratis podcasts og gør det muligt for Itunes-kunder at offentliggøre egne podcast. Samtidig har Danmarks Radio åbnet op for podcasting af en lang række P1-programmer, og flere kommer til.

På samme dag går Itunes Music Store og Danmarks Radios P1 amok i en podcasting-rus, der blot er det første skvulp fra en veritabel tsunami af udsendelser til MP3-afspilleren, der bliver lige til at downloade kvit og frit, så meget man orker.

Podcasting gør det muligt at skabe, abonnere på og downloade 'radioudsendelser' i RSS-format, der kan spille på alle MP3-afspillere.

Og festen stopper ikke dér. Itunes Music Store vil lade brugerne anbefale egne og andres udsendelser, der så vil kunne hentes via den nyeste version af Itunes-programmet.

Som blogs og vlogs er podcasting et gør-det-selv-medie, hvor alle kan stille sig op på en elektronisk ølkasse og sige ting frit fra leveren. Ordet er en sammentrækning af Ipod og broadcasting (at udsende noget via radio eller TV, red.).

Fri fundamentalisme?
Så vidt vides er der ikke anden begrænsning for at offentliggøre gennem Itunes end et forbud mod at podcaste materiale, der er beskyttet af ophavsretten.

Dermed kunne det se ud til, at den nazistiske radiokanal 'Oasen' og andre med interesse for at udtrykke ekstreme holdninger i princippet vil få frit spil for at ytre sig globalt. Itunes Music Store forbeholder sig dog retten til at afvise udsendelser.

Hos Itunes vil man imidlertid næppe kunne overkomme at lytte samtlige udsendelser i gennem, og det ser ud til, at det bliver brugerne selv, der i vid udstrækning kommer til at regulere.

Der er nemlig kommet en ny knap i Itunes-programmet, hvor man kan udtrykke sin bekymring, hvis en udsendelse er stødende, ikke befinder sig i den rigtige kategori eller ikke kan downloades.

DR podcaster

Man er til gengæld garanteret en sober og informativ tone i de mange P1-programmer, som Danmarks Radio netop har frigivet til podcasting.

De kan kvit og frit hentes, gemmes på pc'en og senere tages med på farten, hvis man skulle have trang til at lytte til taleprogrammer som 'Orientering' på vej til jobbet.

Pudsigt nok er 'Harddisken', magasinprogrammet på P1 om teknologi og kultur, ikke med. Taleprogrammer er den eneste type af podcastede udsendelser fra DR, for hvis der er den mindste stump rettighedsbeskyttede musik, kommer DR i klemme.

- Der er ikke nogen rettighedsaftaler på det her område, for det er helt nyt, så problemet rammer alle radiofonier i hele verden. Man kan godt teknisk skære musik eller oplæsning af værker ud, men vores måde at producere radio på gør det meget svært, forklarer Henrik Heide, redaktør hos DR Interaktiv.

DR arbejder på at få skabt aftaler med rettighedshavere, men Henrik Heide kan ikke sige, hvornår en aftale forventes at være i hus.

Helt uden licens

Begrænsningerne og mulighederne i podcasting har gjort fænomenet til et hit blandt græsrødder og ildsjæle, der nemt og billigt skaber spritnye formater, der bryder forestillingen om, hvordan journalistik, underholdning og oplysning skal opføre sig.

Men DR føler sig ikke af den grund som en velsmurt mediemaskine i forhold til at skulle konkurrere med 'kælder-radioer' verden over. For podcasting har eksisteret i så kort tid, at medieformen stadig stritter i alle mulige retninger.

- Vi er lige så grønne med podcasting som alle andre. Det her er et pilotforsøg, så selvfølgelig vil der være børnesygdomme. Vi ville bare i gang så hurtigt som muligt, siger Henrik Heide.

Derfor er han heller ikke bekymret over sortlyttere, der nu uden blusel kan hente licensproducerede P1-udsendelser på nettet.

- Nej, det har ikke været en faktor. Vi ser det mere som en service overfor de lyttere, der går fra at være passive modtagere til aktive mediebrugere, siger Henrik Heide.

Relevant link

Danmarks Radios podcasting
Læs mere om Itunes 4.9




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere