Mænd i danske virksomheder og organisationer anvender ChatGPT mere end kvinder, selv om alle er enige om, at der er store fordele ved at anvende AI-løsningen.
Sådan lyder konklusionen i et nyt såkaldt forskningsstudium, som økonom Anders Humlum står bag, skriver Børsen.
Her har han kigget på udbredelsen af ChatGPT i 11 erhverv. I alt har 100.000 personer deltaget i undersøgelsen.
Børsen skriver, at kvinder er 20 procentpoint mindre tilbøjelige til at anvende chatbotten end mænd i samme erhverv.
Hans undersøgelse viser desuden, at ChatGPT ikke - som han ellers havde forventet - primært gavner medarbejdere, der mangler ekspertise til en opgave. Virkeligheden er lige modsat.
“Vi ser ikke de potentielle lighedsskabende mekanismer, som man havde forventet. Tværtimod ser det ud til, at Chat GPT forstærker de eksisterende uligheder både mellem mænd og kvinder og mellem dem, der tjener mere eller mindre inden for samme fag,” siger Anders Humlum til avisen.