De fleste ledere og virksomheder vil gerne betragte sig selv om innovative – simpelthen fordi det er afgørende for virksomhedens fortsatte udvikling.
Men hvis man skal have succes med konstant innovation, er det helt afgørende at skabe en kultur i organisationen, der kan understøtte innovationen som et bærende element.
Til det formål har professor i innovation og ledelse Jacob Brix skrevet bogen ”Nu glemte vi innovationen igen…”, der er skrevet som en grundbog i innovationskultur.
Jacob Brix’ logik er, at hvis virksomheden skal have succes med innovation igen og igen, så er det vigtigt at have et fælles sprog om innovation, at have et fælles innovationsmål og at få skabt de rigtige organisatoriske og ledelsesmæssige rammer.
Bogen er ikke bange for at sætte fokus på, hvor svær innovation faktisk er – og hvorfor ideen om innovation ofte fejler i praksis.
Det kan handle om helt basale forudsætninger som dårlig kommunikation, manglende planlægning og koordinering og manglende kompetencer.
Men det kan også handle om skiftende prioriteringer, og den klassiske fejl ikke at tildele de nødvendige ressourcer for at lykkes med innovationsprojektet.
Men derfra går bogen i løsningsmode, hvor Jacob Brix giver adgang til ny viden om, hvordan man får skabt en innovationskultur, der kan modvirke de mange udfordringer.
Alternativet til at opbygge en innovationskultur er nemlig ifølge ”Nu glemte vi innovationen igen…”, at innovationen bliver glemt i en travl hverdag, hvor driften og andre aktiviteter stjæler opmærksomheden.
”Så glemte vi innovationen igen…” er som nævnt skrevet som en grundbog og vil uden tvivl blive brugt flittigt som pensum på de fleste af landets lederuddannelser. Men den giver også gode perspektiver på innovationskultur for nuværende ledere, der har brug for at lykkes med innovation i praksis.
Titel: Så glemte vi innovationen igen…
Forfatter: Jacob Brix.