Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Space X til salg for 1500 milliarder kroner / Fremgang at spore i salget af smartphones efter pauvre år / Jim Hagemann Snabe skruer ned for bestyrelseskarrieren efter nærdødsoplevelse

Space X til salg for 1500 milliarder kroner / Fremgang at spore i salget af smartphones efter pauvre år / Jim Hagemann Snabe skruer ned for bestyrelseskarrieren efter nærdødsoplevelse / Google Translate udvider med 110 nye sprog

Ugens sidste overflyvning fra nyhedslandskabet i det lille særlige hjørne kaldet IT er klar. Det er også den sidste leveret af Frederik Therkildsen.

Samtidig går formatet på sommerferie - og vender stærkt tilbage 5. august.

Der vil stadig være masser af artikler på Computerworld at fordybe sig i samt de sædvanlige to nyhedsbreve - dog rykkes tidspunktet en time frem til klokken 10 og 15

God sommerferie og weekend.

Space X til salg for 1500 milliarder kroner

Går du med en drøm om at opgradere sommerferien til Toscana med en tur i det ydre rum, og måske du endda drømmer om at eje dit eget rumfartsselskab, så kan Space X blive din til den nette sum af 1500 milliarder dollars.

Elon Musik overvejer nemlig at sælge ud af sit ejerskab af Space X til en værdisætning på 1500 milliarder dollars.

Dermed er prisen højere end virksomheder som Disney, Alibaba og T-Mobile. Hvis salget går gennem vil Space X være verdens 56. største virksomhed målt på markedsværdi, skriver Børsen.

Amerikanske NASA er storkunde i Elon Musks rumfartsselskab, fordi Space X har udviklet genanvendelige rumraketter.

Fremgang at spore i salget af smartphones efter pauvre år

Der er fremgang at spore hos den svenske telegigant Ericsson.

Efter et par pauvre regnskaber spores der en stigning i efterspørgslen på smartphones på seks procent i første kvartal af 2024, fremgår af en pressemeddelelse.

Ericssons danske landechef Niclas Backlund forklarer fremgangen med en stigende interesse for AI og nye 5G-funktioner, som han mener nu er klar til at direkte konkurrere med fiber- og kabelforbindelser.

“Fra et dansk perspektiv er den vigtige historie, at selskaberne, der udgør fundamentet for vores 5G-netværk, er blevet endnu bedre til at indarbejde 5G i deres tjenester, så det i stigende grad konkurrerer direkte med den eksisterende kabel- og fiberinfrastruktur,” udtaler Niclas Backlund.

Ifølge Ericsson Mobility Report udgjorde 5G blot 25 procent af trafikken på det globale mobilnetværk i slutningen af 2023, mens 5G forventes at udgøre hele 75 procent i 2029.

Jim Hagemann Snabe skruer ned for bestyrelseskarrieren efter nærdødsoplevelse

Den svenske batterigigant Northvolt ser ikke ud til at få en af dansk erhvervslivs sværvægtere Jim Hagemann Snabe til at fortsætte som bestyrelsesformand efter længere tids sygdom.

Jim Hagemann Snabe, der har været topchef i den tyske it-gigant SAP i fire år, oplevede en nærdødsoplevelse. En multiresistent bakterie bed sig fast i et sår på skinnebenet efter et uheld på stigen på badebroen i Skovshoved nord for København

“Lever, nyre, alle organer er holdt op med at fungere. Lægen udtalte efterfølgende, at var jeg kommet en time senere, havde jeg været død,” siger Jim Hagemann Snabe til Børsen.

I december 2022 indstillede batteriproducenten Northvolt Jim Hagemann Snabe som formand, men efter uheldet ønsker erhvervsbossen at skrue ned for arbejdsmængden.

Google Translate udvider med 110 nye sprog

Google foretager den største opgradering af oversættelsesværktøjet nogensinde.

Nu vil det blandt være muligt at oversætte til og fra grønlandsk og færøsk. Med udvidelsen tilføjer Google 110 nye sprog, som ifølge en pressemeddelelse potentielt vil tilføje 660 millioner nye brugere.

“Med de seneste fremskridt inden for AI kan vi nu accelerere udrulningen af Translate, så langt flere mennesker kan få gavn af teknologien. Jeg er glad for, at den nu også er tilgængelig for blandt andet færinger og grønlændere,“ lyder det fra Googles danske kommunikationschef Jesper Vangkilde.

Google Translate oversætter dagligt mere end 100 milliarder ord.

Ifølge glottlog.org, hvor lingvister kortlægger verdens sprog, så findes der 8.475 forskellige sprog.