Begreberne kunstig intelligens eller AI bruges i flæng, og det er ikke sært, at mange ikke-techkyndige hælder f.eks. ChatGPT og maskinlæringsbaseret procesoptimering i samme store gryde som sci-fi, Skynet og Terminator.
Samtidig klistrer smarte salg- og marketingfolk begrebet på produkter i stor stil; undertegnede har endda hørt om en køkkenblender, hvor en såkaldt ”AI-tilstand” får den til at kværne smoothies i særligt snedige stød. Eller noget i den stil.
Men i "AI-Epoken: Sådan vil kunstig intelligens revolutionere fremtiden" sætter Anders Bæk – civilingeniør, AI-ekspert og podcastvært med mere – begreberne på plads.
Som læser får man et velskrevet, velprioriteret og ofte underholdende rids over udviklingen inden for kunstig intelligens på et teoretisk, filosofisk og lavpraktisk plan.
Man får også et så nøgternt og velinformeret bud på, hvordan fremtiden ser ud, som nogen med rimelighed kan bidrage med lige nu.
Ligeledes forklares det, hvorfor nutidens såkaldt svage AI – der løser specifikke opgaver som vejvisning på telefonen eller fakturahåndtering i et ERP-system – giver så mange nye muligheder.
Man får også viden om de teknologiske og tankemæssige spring, der undertiden har gjort det muligt at hoppe fra ét udviklingstrin til det næste.
Udviklingen foregår nemlig langtfra altid lineært.
Hvilket er en af forklaringerne på, at man ikke uden videre hopper fra den programmérbare lommeregner til ChatGPT 4.o og herfra til HAL9000. For som det konstateres, så bliver en konventionel bombe heller ikke til atombombe blot ved at hælde mere sprængstof på den.
Men Anders Bæk ser også ind i fremtiden og beskriver, hvordan fremtidens stærke AI eller endog AGI (Artificial General Intelligence) vil kunne fungere i langt flere sammenhænge og løse mange opgaver mere eller mindre autonomt.
Potentielt kan AI endda overgå menneskets kognitive evner med adskillige længder og derfra udvikle sine evner i et eksponentielt tempo. Her bliver perspektiverne – som man måske fornemmer – hurtigt en kende dystre.
For selv om der stadig er langt fra Large Language Models (som selv skaberne ikke altid helt forstår!) til stærk AI, så er det dog den vej, at udviklingen går.
Og hvad sker der så, hvis vi gør eller senere står med en regulær AGI mellem hænderne? Det ved vi af gode grunde ikke.
Men det er aldrig tidligere sket i den kendte historie, at et intelligent væsen er blevet kontrolleret af et mindre intelligent væsen.
Tendens til pessimisme
På den anden side er netop derfor op til designerne af fremtidens AI at sikre, at man ikke skaber en intelligens, der både besidder bevidsthed, overmenneskelig intelligent og en lidt usund glæde ved magt og kontrol. For vores egen skyld.
Under alle omstændigheder konstaterer Bæk, at der i AI-kredse er klar tendens til at folk bliver mere pessimistiske omkring teknologiens destruktive potentiale, des mere viden og indsigt, de har.
Selv gætter han på, at AI kommer til at gøre rigtig mange mennesker arbejdsløse over de næste 20-30 år.
Ligesom teknologien også kommer til at skabe enorme udfordringer for demokrati, samfund, medier og nationers sammenhængskraft.
Alligevel er bogen langtfra en bibel for nedgroede maskinstormere.
For omvendt tror forfatteren også, at AI kan skabe en så overvældende og – hvis vi prioriterer det – bredt fordelt velstand, at arbejde i fremtiden kan blive en nyttig, men valgfri adspredelse snarere end en strengt økonomisk nødvendighed.
Omtrent som når vi i dag dyrker grøntsager i haven, strikker en sweater, går på jagt eller laver mad. Hvilket kløgtige, menneskelignende robotter nok også kan gøre for os i fremtiden, hvis vi giver dem lov.
Tilsvarende beskriver Bæk en fremtid, hvor personlige AI-lærere kan støtte ”menneskelærere” i at skræddersy undervisningen til hvert enkelt barn. Eller hvordan kombinationen mellem fremtidens AI og robotteknologi både kan afhjælpe manglen på varme hænder samt give os lynhurtig og ekstremt effektiv behandling i sundheds- og plejesektor. Blot for at nævne få eksempler.
Men Anders Bæk advarer om, at det er bydende nødvendigt med målrettet regulering af AI for at tage nogle af de værste risici og skrækscenarier i opløbet. Ligesom det også er afgørende for samfundets sammenhængskraft at omfordele den formentlig enorme velstand, som fremtidens kunstige intelligens kan åbne for.
På den måde er han meget på linje med budskaberne i den mindst lige så gode bog The Coming Wave, der er skrevet af Mustafa Suleiman; DeepMind-stifter og nuværende AI-zar hos Microsoft.
Men hvor The Coming Wave favner bredere og også ser på potentialet ved f.eks. kvantecomputere og avanceret bioteknologi, så tager AI-Epoken oftere samfundsbrillerne på, ligesom den også mere isoleret fokuserer på AI. På den led supplerer de to bøger hinanden godt.
Under alle omstændigheder er ”AI epoken: Sådan vil kunstig intelligens revolutionere fremtiden" aktuelt formentlig den bedste og mest velinformerede bog på dansk om AI.
Og når man har læst den, sidder man tilbage med en på én gang fascineret, bekymret og optimistisk idé om, hvordan fremtiden kan komme til at forme sig. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt.
Titel: AI epoken – Sådan vil kunstig intelligens revolutionere fremtiden
Forfatter: Anders Bæk