Det kan godt være, at vores arbejdsopgaver ændrer sig med robotter, automatisering eller kunstig intelligens, men der er ikke meget, der tyder på, at vi bliver arbejdsløse.
Ny rapport fra revisionshuset Deloitte og tænketanken Kraka har sammenlignet jobskabelsen i et årti i to kategorier: brancher med høj og lav risiko for automatisering, og forskellen er på et procentpoint henholdsvis 16 og 17 procent, skriver Børsen.
“De næste ti år er det mere mangel på arbejdskraft, vi skal være bekymret for, end om 800.000 danskere bliver arbejdsløse lige om lidt. Det er der intet, der tyder på,” siger Anders Dons, adm. direktør i Deloitte i de nordiske lande, til mediet.
Analysen peger på, at i brancher, der har kastet sig over automatisering, er væksten større end modsat. Maskinerne øger produktiviteten, priserne sænkes og så stiger efterspørgslen, som øger behovet for flere hænder.