Lederportræt: Karina Buch, Oracle

Hun kan ikke klare korridorsnak og chefer, der snakker om værdibaseret ledelse uden at gøre noget ved det. Mød den slagkraftige Oracle-direktør, Karina Buch, der tror på, at man skal tage alle de chancer, som livet byder på.

'Det her holder jeg ikke til'. Sådan tænkte Karina Buch den allerførste kaotiske dag i supportafdelingen hos Oracle, men 10 år er gået, og hun er blevet hængende hos Oracle.

Nu koncentrerer teknologidirektør Karina Buch sig især om at gøre sin MBA færdig og om at flytte Oracles nordiske salgscenter fra Irland til Danmark.

Hun bliver direktør for centret, der fra 1. august skal servicere partnere, der sælger til små og mellemstore virksomheder i Finland, Norge. Sverige og Danmark.

- Det har ikke været optimalt at sidde i Irland. Mit mål er at skabe et kæmpestort center, der giver feedback til hovedkvarteret om, hvordan tingene skal gøres her i Norden. Vi skal samle markedsviden op og bruge den, så medarbejderne føler større ansvar, forklarer Karina Buch.

Vokset med opgaverne
Hun er en kvinde, der tør blande sig og lære af sine fejl. 45-årige Karina Buch er vokset med opgaverne i det tiår, der er gået.


Karina Buch
  • Teknologidirektør i Oracle Danmark med ny titel på vej. 45 år, gift med Jack og har datteren Anastasia på 19 år. Bor på Østerbro i København.

  • Rådet, der formede hende:
    - Mads Øvlisen har engang sagt, at man aldrig må lade konflikter fra arbejdet gå ud over dem derhjemme. Det er det bedste råd, jeg har fået.

  • Den største lederkliché:
    - 'Værdibaseret ledelse'. Hvad fanden er det? Lad os tale værdier, men det skal være følt og ikke presses ned over folk. Det lød fantastisk, men det er så poppet og tomt. De fleste virksomheder gennemfører ikke den type ændringer, og de måler det ikke.

  • Fritiden:
    Jeg løber. Det er min luksustid til mig selv, hvor jeg kan tømme hjernen. Går ud, hører musik og læser mange bøger. De sidste to år er meget tid gået med min MBA.
  • Karina Buch ler så højt, at de tynde vægge dirrer. Hun bobler så meget af power, at det næsten føles, som om energien fra det lille kontor må ramme de andre it-giganters betonkolosser udenfor.

    De ligger skulder ved skulder i Ballerup udenfor København, omkranset af grønne veje med navne som 'Registerstien' og 'Datastien', der er så øde, at man normalt kan høre græsset gro.

    Slut med ævl og bævl
    Karina Buch blev efter to år headhuntet til et særligt indsats-team hos Oracle i Californien, der tager ud til store kunders projekter, når de kommer i krise.

    - Det er om at tage de chancer man får her i livet, siger hun, der har skiftet flere gange mellem Oracle i Danmark og hovedkontoret i USA.

    - Kunderne og kulturen var fundamentalt anderledes. Alle i teamet blev hele tiden målt og vejet. Der fik jeg nok de værste bank, jeg har været ude for i min karriere. Man blev presset fra alle sider; fra ledelsen, kollegerne og kunderne, fortæller Karina Buch.

    Gav nogle knubs

    Men tiden i USA ville hun ikke have undværet. Hendes direkte stil gav nogle knubs, blandt andet fordi hun ikke kan holde 'korridoraftaler' ud og insisterer på åbenhed. Men USA-eventyret endte alligevel med en forfremmelse.

    - Jeg kan ikke have alt det ævl og bævl. Sig det som det er, så man kan agere ud fra det, siger Karina Buch.

    Hjemkommet til Danmark blev Karina Buch konsulentchef med 60 ansatte og gjorde to ting. Opfordrede medarbejderne at være stolte af deres indsats og droppede at have eget kontor.

    - Jeg tog stoltheden med hjem fra USA, det at medarbejderne godt må ranke ryggen, og på at fjerne barriererne mellem ledelse og medarbejdere. Vi er en del af et hold. Respekten omkring mig og de beslutninger, jeg skal tage, kommer i høj grad af, at andre ser mig som et åbent menneske, der kan samle holdet, mener Karina Buch.

    Unge ledere tør ikke
    Mod er en af de vigtigste lederegenskaber for hende. Til at turde tænke ud af boksen og smøge ærmerne op.

    For Karina Buch er noget af det værste, når en leder ikke tør forsvare sit hold overfor de andre beslutningstagere i firmaet.

    Hun oplever, at især yngre ledere har svært ved at sige fra, og ender med at skulle trække andres beslutninger ned over hovedet på folk uden hjertet er med. Det skaber splid på holdet, hvis der ikke en god synergi i ledergruppen.

    - Som ny leder begår man jo fejl. Man tager ofte 'chefjakken' på og får alt for hurtigt trukket en streg i sandet overfor dem, der arbejder under én. Så lytter man ikke nok eller træffer en beslutning for hurtigt, siger Karina Buch.

    Selv ville hun godt have haft en mentor at sparre beslutninger med, når det brændte på. Derfor coacher Karina Buch selv andre nu, også fordi hun gerne vil udvikle sig sammen med dem, hun er mentor for.

    - Det skal være noget, vi gør sammen. Jeg skal ikke diktere. Ufatteligt mange tager bare coaching ned fra hylden som et værktøj. Det handler om at bruge de gode mennesker, man har omkring sig. Men det kræver en åben organisation, og at man indrømmer, at man ikke magter alt. Tænk, hvor gode vi kunne blive, hvis vi turde spørge om råd, siger Karina Buch.

    Blander sig med måde
    Karina Buch har skabt resultater i Oracle. Men hun har også lært at bruge opgaverne til at blive et mere åbent menneske, der ikke altid lader sine analytiske evner tage så meget overhånd, at hun ikke er opmærksom på omverdenen.

    Vendepunktet kom især på et lederkursus hos MBA-skolen INSEAD, der fik hendes øjne op for, andre menneske kunne opfatte hende som hård i filten og som en 'typisk amerikansk business-kvinde'. Det billede chokerede hende.

    - Tænk, var jeg blevet sådan?! Jeg blev nødt til at ændre mig og finde tilbage til det menneske, jeg gerne vil være. Den vej går jeg stadig på. Nogle gange skal man tie stille og høre efter, frem for at analysere tingene i stykker, siger Karina Buch.

    Men det ligger stadig til hende at tænke i effektivisering og logistik, også på andres vegne. Derfor blander hun sig gerne, når hun ser muligheder, der ikke bliver udnyttet eller noget, der halter. Men hun forsøger at gøre det med måde.

    - Jeg kan godt fortælle konsulenterne, hvordan jeg synes, de skal køre biksen. Eller hvis nogen ikke trives hér. Jeg vil ikke brænde inde med det, men man skal finde den rigtige måde at sige det på, fortæller Karina Buch.

    Men hun er blevet bedre til at lytte, både på jobbet og på hjemmefronten, så det ikke altid var 'Fru Buch', der bestemte farten.

    - Det er uhyggeligt, så meget overskud det giver på arbejdet. Det er svært at have mit job og tage en MBA, hvis der ikke var støtte hjemmefra. Til gengæld prioriterer jeg min mand og min datter, uddyber Karina Buch og forklarer, at hendes mand hele to gange har sagt et karrierejob op for at følge hende.

    Hvor hun er om fem år, ved hun ikke. For indtil videre har hun ændret karrierevej hvert andet år. Men Karina Buch er forventningsfuld.

    - Jeg ser ikke mig selv et bestemt sted. Mit mål er at sikre, at jeg har et godt liv derhjemme og rigeligt med udfordringer på jobbet. Men jeg kan lide at se mennesker vokse. Hvis jeg kan påvirke andre positivt, vil jeg være stolt, siger Karina Buch.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    EG Danmark A/S
    Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

    Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

    16. januar 2025 | Læs mere


    Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

    Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

    21. januar 2025 | Læs mere


    Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

    Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

    23. januar 2025 | Læs mere