Godmorgen og velkommen til ugens sidste Morgenbriefing fra Computerworld.
For sidste gang i denne omgang er det Thomas Møgelbjerg, der sidder bag tasterne.
Tak for at læse med. God weekend og god læselyst.
Visma køber fransk it-firma
Norsk-stiftede Visma har opkøbt det franske it-firma MyCompanyFiles, der er en online platform, som specialiserer sig i sikker dokument- og informationsudveksling for revisionsfirmaer.
Det er det tredje opkøb, som Visma foretager i Frankrig i 2024, hvilket markerer virksomhedens position som en markedsudfordrer i den franske regnskabs- og professionelle servicesektor.
"Vi er glade for at kunne byde MyCompanyFiles velkommen i Visma-familien og fortsætte vores hurtige vækst på det franske marked. Vi ønsker at være den foretrukne leverandør af smart, effektiv og sikker software til revisionsfirmaer i Frankrig, og dette er endnu et vigtigt skridt på den rejse," siger Merete Hverven, adm. direktør i Visma.
MyCompanyFiles er stiftet i 2011 i Versailles, Frankrig og har mere end 30.000 brugere.
Play er nu verdens mest aktive kriminelle it-bande
I otte måneder har Lockbit siddet på tronen som verdens største og mest aktive kriminelle ransomware-bande.
Men efter den kendte hackergruppe i februar fik beslaglagt sine aktiver i forbindelse med en politirazzia - og politiet for to uger siden afslørede identiteten på manden bag Lockbit - har Lockbits handlekraft været indskrænket.
Nu rapporterer cybersikkerhedsfirmaet NCC Group, at Lockbit er blevet overhalet af Play, en anden kriminel cyberbande, som verdens største ransomware-bande.
Med 32 cyberangreb i april overgår Play nemlig Lockbits 23 angreb i samme måned.
Ifølge NCC Group faldt mængden af ransomware-aktivitet også med 15 procent i april sammenlignet med marts – og cybersikkerhedsfirmaet skriver, at politiets indsats mod Lockbit sandsynligvis bidrog væsentligt til den lave stigning.
AWS investerer 117 milliarder kroner i Spanien
Amazon Web Services planlægger at investere 15,7 mia. euro, svarende til over 117 milliarder kroner, i datacentre i Aragon i det nordlige Spanien.
Ifølge AWS selv vil pengene bidrage til 17.500 fuldtidsjobs årligt for lokale virksomheder og øge Spaniens BNP med 21,6 mia. euro frem til 2033.
I 2021 sagde Amazon, at de ville investere 2,5 milliarder euro i Spanien, men den investering er nu altså blevet seks gange så stor.
Ifølge de lokale myndigheder er den nye investering den største teknologiinvestering nogensinde i Spanien og Sydeuropa.
Temu taber trafik efter Google-opdatering
Den kinesiske webshop Temu er siden efteråret 2023 stormet frem på det danske og europæiske marked ved at markedsføre og sælge alverdens varer til enormt billige priser.
Markedsføringen sker blandt andet på Google, hvor Temu køber alle de topplaceringer, de kan få fingrene i – og det presser annoncepriserne op, hvilket gør det sværere for danske webshops at markedsføre sig på Google.
Men en ny Google-opdatering med formålet at reducere synligheden af indhold, der vurderes som lav kvalitet, har ramt Temu hårdt, skriver Finans.
Ifølge erhvervsmediet har Temu mistet op mod 33 procent trafik på de organiske søgeresultater i Danmark. Der er nemlig to typer Google-trafik: den betalte trafik og den organiske.
Temu går altså markant tilbage på den trafik, man ikke kan købe sig til, hvilket skaber lidt mere rum til andre mindre webshops.
Svenske Truecaller vil lave en AI-kopi af din stemme
Det svenske tech-selskab Truecaller har længe tilbudt opkalds-id og blokering af opkald, men nu lancerer de en ny funktion.
Tanken er, at du skal kunne besvare opkald med en digital kopi af din stemme ved hjælp af AI-teknologi fra partneren Microsoft, skriver ComputerSweden.
For at skabe AI-stemmen skal du først læse en kort tekst, som giver Truecaller de nødvendige oplysninger om, hvordan du lyder.
Funktionen vil være tilgængelig for betalende kunder i en række udvalgte lande inden for et par uger.