Sølle 37 sekunder tager det at bryde et kodeord med otte karakterer med teknikken brute force.
Det mener det Virginia-baserede selskab Hive Systems ifølge Euronews.
Hvert år offentliggør virksomheden en liste over, hvor hurtigt deres specialister kan knække adgangskoder. Brute force er en ældre hackerteknik, hvor man bliver ved og ved med at gætte, indtil låsen er brudt.
Testen er foretaget med randomiserede koder. Hvis man bruger kodeord med ‘rigtige’ ord, eller man genbruger koder, så er risikoen betydeligt højere.
Anderledes ser det ud, hvis det er et miks af tal, bogstaver - både store og små samt specialtegn. I så fald tager det i gennemsnit syv år.
Mange hjemmesider kræver efterhånden adgangskoder med minimum otte karakterer, men ifølge Hive Systems’ eksperter er det ved at være tid til at overveje, hvorvidt kravet til kodernes længde skal være strammere.
Virksomheden har også testet, hvor lang tid det tager at bryde en kode med hele 16 karakterer - og i så fald tager det 119 år.
Men Hive Systems advarer om, at tiden, det tager at knække adgangskoderne, “sandsynligvis vil blive reduceret, når regnekraften stiger i de kommende år.”