Artikel top billede

(Foto: PR)

Microsoft skruer op for CPU-krav til den næste version af Windows 11: Færre brugere kan nu opdatere

Microsoft hæver hardware-kravene til Windows 11 24H2, hvilket blokerer visse enheder fra at hente opdateringen.

Verdens mest værdifulde selskab, Microsoft, skærper hardware-kravene til den kommende version af Windows, som er navngivet Windows 11 24H2.

Det skete i al stilhed med lanceringen af Windows 11 Insider Preview Build 26080 til Dev- og Canary-testkanalerne, hvor fremtidige Windows-funktioner testes.

De Windows-brugere, der befinder sig i testkanalerne – kaldet ’insidere’ – har dog bemærket, at der er kommet nye CPU-krav.

Det skriver Winbuzzer.

Microsoft understreger nemlig, at enheders CPU’er skal understøtte SSE4.2-instrukser for at kunne køre Windows 11 fra Build 26080 og frem.

Ifølge mediet sker ændringen blandt andet for at blokerer CPU’er som Intel Core 2 Duo og AMD Athlon-serien, som tidligere kunne hente Windows 11-versioner ved brug af bestemte bypass-metoder.

Disse metoder virker ikke til den kommende version.

Derudover har Microsoft præciseret rollen for population count-instruktionen (kendt som PopCnt), en heltalsinstruktion, der er afgørende for at tælle antallet af 1'ere i en binær repræsentation, for at bestemme systemkompatibilitet.

Åbnede for flere tidligere på ugen

Forleden dag rettede Microsoft og Intel en fejl, der forhindrede en række CPU’er i at opgradere til Windows 11, hvilket betød, at flere enheder nu kunne opdatere.

Denne rettelse var dog ikke en lempelse af minimumskravene, men derimod en fejlrettelse.

Så hvis din pc benytter en Intel Smart Sound Technology (Intel SST) fra Intels 11. generation Core-processorer, så er der nu håb for, at du kan opgradere din enheds styresystem.

”Intel og Microsoft har fundet inkompatibilitetsproblemer med visse versioner af drivere til Intel Smart Sound Technology (Intel SST) på Intel 11th Gen Core-processorer og Windows 11. Windows 11-enheder med den berørte Intel SST-driver kan modtage en fejl med en blå skærm,” skrev Microsoft i en meddelelse.

Den berørte driver hed Intel Smart Sound Technology (Intel SST) Audio Controller under System Devices i Device Manager og findes med filnavnet ' IntcAudioBus.sys '. Hvis denne fil er version 10.29.0.5152 eller 10.30.0.5152, kan problemet opstå.

”Kun enheder med både en Intel 11th Gen Core-processor og en Intel SST-driverversion af 10.29.0.5152 eller 10.30.0.5152 er berørt af dette problem,” skrev Microsoft.

Kort fortalt: Enheder, der har været ramt af inkompatibilitetsproblemerne, kan nu opdatere, mens ældre flere ældre enheder vil blive blokeret fra fremtidige versioner.