Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Vær velkomne til endnu en god weekend.
Jeg kan ikke huske, om jeg tidligere har givet dette fif videre, men jeg talte engang med en god ven, der efter mange år i Forsvaret, hvor han havde været udsat for sin andel af alenlange PowerPoint-præsentationer, gav mig dette råd: “Når det ser allerværst ud, og de kun er nået igennem halvdelen af deres 150 slides, så tænker jeg altid på, at de trods alt ikke kan stoppe tiden”.
Og jeg ved fra mange af jer, at midt på ugen, i storrummet, efter endnu et møde, der burde have været en email, kan tiden forekomme einsteinsk lang - men det BLIVER fredag én gang til, og der har ALDRIG været to torsdage i en uge. Således heller ikke i denne.
Og omvendt
“Øl er øl. Og omvendt.”
Læser A gjorde mig opmærksom på dette bon-mot og fortalte, at man i Aalborg ofte siger dette, når man har opnået et stadie af perfekt øl-Zen (fedt ord).
Desværre, fortsatte han, medfører øl-Zen, at man drikker en masse i bare begejstring, hvorved man transmogryffer sig over i et post-Zen-forløb, der er lidt mindre smukt.
Det må være os alle tilladt lige at tage en foret flyverdragt i overstørrelse på og sætte sig udenfor et sted med et glas rosévin eller lignende efter en uge, hvor Børsen brændte, Iran slog sig på brystet og PostNords nye chef lavede en ægte McKinsey (det vil sige “vi skal gøre det stik modsatte af, hvad vi gør nu”) og erklærede, at PostNord i fremtiden skal være danskernes foretrukne pakkeudbringer.
Børsen kan genopbygges, Iran kan inddæmmes - men at få PostNord til at holde op med at fortælle danskerne, at de IKKE varhjemme, selv om de omhyggeligt havde haft hjemmearbejdsdag i et desperat håb om at få deres pakke - dét er fanme ambitiøst.
Vi kender alle den dér synkende fornemmelse i maven, når vi (for sent og altid liiige før betalingen) finder ud af, at en lækker ting, som vi gerne vil købe på nettet, enten skal udbringes af PostNord eller selv hentes i Brabrand.
Den fornemmelse bliver svær at ryste af sig trods den nye direktørs grandiøse udmelding.
Den pavlovske trang til at afbryde købet og søge alternativer stikker dybt.
Så drik endelig! Men drik nu ikke så meget, at FaceID ikke virker, når I vågner.
Til sagen: Vi skal genbesøge Texas, åbne busterminalen i København, rose Jens, ikke-rose BCG, beskrive HLF (Høje Lønninger-Fejlslutning), sige farvel til (Dan)kortet, hygge med COOP & SAP, råbe “Aldrig Mere En 10. April” til Wammen, grine med Dennis - og kæmpe os igennem et PS om biodiversitet i HR-afdelinger.
Cirkle KKK
Der var noget vigtigt, jeg glemte i sidste uge i min Austin, TX-rus: Vi kørte forbi nogle Cirkle-K-tankstationer.
Det undrede M2, at de også havde Cirkle K derovre.
Det viser sig dog, at Cirkle-K blev opfundet af en gut i El Paso, Texas, i 1950’erne, senere solgt til en canadisk kæmpebiks - som mange måner senere købte en masse Statoil-tanke i de nordiske lande. Derfor har vi nu Cirkle-K, hvis flag er et stort “K”.
Det viste sig at være problematisk nogle steder, hvor Statoil havde opsat tre flagstænger, for så stod der pludselig “KKK”.
Derfor kan man rundt om i Danmark se tre flag - to med “K” og et i midten med noget andet. True story.
Busterminalen i København åbner
Jeps, den busterminal, der for det første er gået LANGT over budget, hvilket vil chokere alle læserne, OG ikke er taget i brug, fordi VD (Vejdirektoratet) nægtede at tillade det, før der var konstrueret et avanceret, meget dansk og unødvendigt it-system (hvis navn ironisk nok indeholder ordet “intelligent”) til at vise busser, tider og stoppestedsnummer på en skærm. ‘
Inden i læser videre, kan jeg måske friste med en lille artikel-kavalkade?
Selvfølgelig er et it-system, der nemt, hurtigt og billigt kan erstattes af en mand og en whiteboard i en overgangsperiode, MEGET vigtigere end at kunderne kan få forbedret deres forhold.
Et lille år eller to fra eller til på mudder- og cykelstien ovre ved DGI-byen kan umuligt være et problem for kunderne.
Ingen har gidet lave det it-system, fordi de vidste, at de ville blive fucket af kommunens og direktoratets særdeles it-kyndige ikke-it-folk med et alt for lille beløb til udviklingen og alle mulige underlige krav fra cyklende embedsmænd med woke-skæg, der bor i kommunen og bruger deres Tesla, når de skal ud af byen.
Really, folkens! To udbud mislykkedes, fordi ingen bød.
Mindede mig om “We’re from Staten, and we’re here to help”. Citat frit fra Ronald Reagans udødelige vits “De otte mest frygtede ord i Verden". TV-serien Yes, Minister har ikke en skid på os.
Men 6. juni sker det så! Her er et citat fra KK’s skønne, skønne pressemeddelelse, hvor nogle kommunikationsKajer har haft travlt med at skjule de egentlige årsager til forsinkelsen på 15 måneder:
“Busterminalen vil have et topmoderne trafiksystem, der automatisk anviser busserne til en af perronerne, når de ankommer. "Passagererne kan følge med fra en informationstavle ligesom på en banegård.”
Bare dét, at et it-system AUTOMATISK kan vise noget på en skærm er da et ægte fremskridt for menneskeheden.
Læs pressemeddelelsen her: BusRus
Overvågning er magt og har intet med frihed at gøre
En af hverdagens cyberhelte er Jens - og han er forresten også en god ven og skide sjov.
Ét eller andet får ham til at tro på, at vi kan gøre noget ved cybertruslen og vores sårbarheder, og at selv danske virksomheder kan bringes til at forstå nødvendigheden af dette. Tsk-tsk.
Han triller en meget stor sten op ad bakke på 42. år, så selv Sisyfos ser misundeligt på ham, men han har ikke opgivet.
Han har taget initiativ til LA Digital, fordi han godt kan lide Liberal Alliance, og fordi det parti HELLER ikke tager it og cyber-halløj seriøst nok (mine ord, ikke hans). Måtte andre partier gøre det samme.
Så Jens og nogle andre har skrevet en udmærket kronik i Altinget, og de fortsætter kampen mod alle de (det er cirka 99.99 procent af ledere i Danmark), der ikke gider gøre noget ved hverken unødvendig overvågning, GDPR, NIS2 eller andet, med mindre de bliver truet på bonussen OG kan sætte nogle uskyldige (eller nogle smarte konsulenter) til at redde bonussen med et quick fix i form af noget dokumentation, der ikke fordrer adfærdsændringer i organisationen.
Afsløring! De lavede planerne, der fik Skat og Forsvaret til at bryde sammen
Så er Boston Consulting Group (BCG) identificeret som dem, der mod betaling var villige til at skrive hvad som helst, der behagede departementschef Findsen med flere:
They're back - efter at havde lagt både Forsvaret og SKAT ned
Nogle kalder den slags rapporter for “luder-rapporter”. Det kunne jeg ALDRIG finde på, selv om jeg i sin tid lancerede begrebet. Slet ikke.
Men:
Jeg foreslår en meget simpel test: Hvis BCG, McKina, Deløjt eller dét, der er værre, har lavet to rapporter eller flere for den samme Herremand, så er de “on the take”, for hvis de ikke fra starten skriver dét de er beordret til, så får de bare ikke flere opgaver.
Så de spiser artigt af Herremandens hånd. Man skal jo leve. Ellers ville nogle andre alligevel gøre det. Så slemt er det jo heller ikke.
Hvis nogen ved, om de bikse har interne regler om moral og etik, så hører jeg meget gerne om det på mogensxy@gmail.com - jeg forventer en avalance af mails i inbox’en.
HLF: Høje lønninger tiltrækker de forkerte
Der udbrød nærmest Klondyke-agtig gold-rushstemning forleden, da det kom frem, at embedsmænd kunne få 5.000 mere i posen, hvis de i mindst halvandet år ville lade sig overflytte fra ét sted i Staten til mink-halløjet.
Det - og ikke en del andre sjove ting omkring mink-halløjet - ramte lige ned i folkesjælen, og vi så igen-igen pludselig en ligegyldig nyhed sprede sig over hele landet på få timer.
Men Høje Lønninger-Fejlslutningen (HLF) er noget HELT andet.
Her taler vi de umådelige og næsten umålelige lønninger, som top-chefer selv synes de bør have uanset deres kvalifikationer eller resultater.
Hvis der er en kollektiv løgn, som nordsjællænderne (og DJØF, når det kommer til embedsmænd) har påduttet os alle sammen, så er det dén med, at løn og dygtighed hører sammen. Selvfølgelig er det komplet nonsens, og vi ved det alle sammen.
Men at holde fast i det (det gør DJØF for eksempel, når de argumenterer for, at deres chefer skal have alt muligt i bonus, når de IKKE når deres mål) på trods af mange års alt for tydelig evidens på det modsatte, kræver alligevel, at man er ekstra parat til at lyve overfor alle omkring sig.
Min første påstand er, at for høje lønninger tiltrækker de helt forkerte typer, nemlig de pengesyge og dem, der er villige til at lyve og gøre hvad som helst for at få flere penge, uanset hvad det koster medarbejderne og kunderne.
Min anden påstand er, at selv hvis de “kun” fik det dobbelte af 42K i løn om måneden, ville der være masser af gode kandidater, der gerne ville påtage sig et topjob på grund af magt, jobindhold og masser af gode frokoster og middage.
Eksempel fra togverdenen: De får bonus, når de ikke når deres mål og de får forhøjet den gyldne faldskærm, jo værre det er gået for biksen.
De gratis cykler i S-toget (og ind imellem lige en gratis søndag) blev indført af en tidligere DSB-chef for at få passagertallet op, så han kunne nå sit mål, selv om det kostede DSB en masse på bundlinjen.
Hver gratis plads til cykel fylder ni (9) siddepladser, men han var desperat, og folk kan jo snildt stå op.
Nåede han sit mål? Selvfølgelig. For det gør de jo altid, på den ene eller anden snedige måde.
Derfor min lov om KPI’er og andre fjolleting: “Man når altid sit mål, men på en måde, der ikke gavner slutkunderne, og på en måde, der kommer helt bag på dem, der udstak KPI’erne”.
Dankort uden Dan
Tak til læseren P for at henlede min opmærksomhed på problematikken omkring Dankortet, der ikke bruges så meget mere.
Først ville danske banker have et alternativ til udenlandske betalingskort, nemlig Dankortet, som alle patriotiske danskere skulle tvinges til at bruge hele tiden. Check One.
Så ville de også have en bid af kagen, når folk brugte andre kort (i udlandet). Check Two.
Så ville bankerne have folk til at betale alt muligt elekronisk. Check Three.
Så ville de have folk til at holde op med at bruge kontanter. Check Four.
Men nu viser det sig, at Apple Pay bruger VISA (undtagen hos Danske og Jyske, som samarbejder med Apple og derfor kan bruge Dankortet). Panik, panik. Apple overtager Danmark og vi dør alle.
Forbrugerbladet Tænk sørger endda over, at vi ikke bruger vores dejlige, nationale, smukke symbol, Dankortet, selvom PBS/Nets for længst er solgt videre til nogle multinationale, OG vi har måttet trækkes med nationalromantiske TV-reklamer, hvor folk i slowmotion stormer hen mod en manufakturhandler eller saddelmager for at se en modig, moderne mand svinge sit Dankort for at redde nationen.
Det er egentlig smukt, at vi skal bibringes den forståelse, at Dankortet er lige så dansk som for eksempel Malkepigen Karoline (fordi Arla er sådan en sød, lille, lokal fedtbiks). Mange amerikanere tror sikkert også stadig på, at Häagen-Dazs er en dansk isproducent.
Jeg er sikker på, at bankerne nok skal overleve.
Vores konstante hævntørst gør, at vi hele tiden forlanger mere og mere bureaukrati på området (bureaukrati hedder nu om dage governance), hvilket selvfølgelig gør det vanskeligere for små og bedre leverandører og løsninger at komme til fadet.
Det er derfor storbankerne altid bliver så svært begejstrede, når en politiker eller en lobbyist-organisation foreslår endnu en gigantlovgivning på området: De store kan bare hyre 100 DJØF’ere mere, hvilket de små ikke rigtigt kan.
En overtrædelse af regler, en uhyrlighed eller bare en ulovlighed kan på den måde skaffe ny vækst til et pengeinstitut, hvis det vel at mærke er stort nok.
Jeg græder tørre tårer over dette hejs med Dankortet. Lad os finde noget andet at være nationalromantiske over end et betalingskort ejet af multinationale kæmpebikse.
Coops & Zap
Jeg har for mange, mange år siden hævdet, at selve dét at implementere, eller bare FORSØGE at implementere, SAP, er en så voldsom magtdemonstration af, at man skal have en monopol-lignende position på markedet, eller selv kunne trykke sine penge, for at kunne overleve det.
Selv de allerværste it-projekter i det offentlige kan ikke en skid i forhold til, hvad private kæmpebikse kan bruge på SAP-implementeringer.
Selvfølgelig knækker FDB aka COOP på det, og overtages nu af en benzintank, og det er helt OK. Måske Pernille Skipper kan foreslå en nationalisering. Jeg ved det ikke.
Der har været tusindvis af særdeles vellønnede SAP-folk involveret i MANGE år hos COOP, og gode penge er blevet smidt efter de dårlige, der allerede lå i et dybt, sort hul. I sig selv er det jo bare en normal beskrivelse af et ERP-projekt.
Men til sidst var alle reserver brugt, alle de dér “liiiige en masse millioner mere, og SÅ er vi i mål” var sagt, og til allersidst prøvede de vitterligt en McKinsey, det vil sige. fik Pernille Skipper, der må formodes at være kæmpe tilhænger af nationalisering af alle virksomheder, ind som formand.
Men selv dette kunne ikke få det magiske pengetræ til at vokse op i forhaven og betale kæmpelånene.
Ahhh. men det ER sgu’ så smukt, venner!. Drømmen om GUS (Great, Unifying System) lever stadig. “NU skal der styr på det hele”, “Alle andre store bikse har også SAP”, og alt det dér.
At indføre SAP er den ultimative test på, om man har virkeligt mange penge og kan tåle, at det hele står stille i årevis.
Hvis man stadig tror, at beslutningsteori indeholder noget som helst element, der handler om ægte, rationelle beslutninger, så kig på, hvordan virksomheder bliver ved med at satse hele biksen på et nyt giga-ERP-system.
SAP’s arkitektur er fabelagtig. Sidst jeg havde med det at gøre, var startgebyret 40.000 tabeller and counting i databasen og en masse abstraktioner, så al SQL bare blev langsommere og ABAB-sproget blev konge.
Det er ikke tilfældigt, at SAP opfandt begrebet KIWI - “Kill It With Iron” - dvs. alle performance-problemer skal bare løses ved at købe mere hardware (og dermed flere SAP-licenser), ikke ved at tænke sig om og være smart.
Og det er selvfølgelig altid prisen for et “standard-ramme-system” (en selvmodsigelse, hvis der nogensinde var én): En generaliseret arkitektur, der skal kunne absorbere en vilkårlig, åndssvag legacy-struktur.
MEN HUSK: Det skaber mange, gode og vellønnede jobs, en kraftig omfordeling af samfundets goder og en masse positive, afledte - meget afledte - økonomiske effekter i økonomien.
Aldrig mere en 10. april.
Mine fantastiske læsere, der formentlig ved alt, men ikke altid tør/gider fortælle mig det, har også påpeget denne vidunderlige pressemeddelelse fra daværende forsvarsminister - nu finansminister - Wammen fra 10. april 2014, dvs. at den lige har holdt 10-års jubilæum:
“Aftale effektiviserer forsvarets øverste ledelse
april, 2014 - ΚΙ. 12.30
Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har indgået aftale om organiseringen af ledelsen af forsvaret og tillæg til aftale på forsvarsområdet 2013-2017.
Forsvarsminister Nicolai Wammen udtaler: "Jeg er meget tilfreds med, at vi er blevet enige om en bred aftale om en ny organisering af forsvarets øverste ledelse. Aftalen betyder, at der forsvinder et helt ledelseslag, og vi dermed får en mere moderne ledelsesstruktur. Det betyder også, at der fremover kommer til at være langt færre generaler og topofficerer i det danske forsvar, end der er i dag.
Samlet set får vi en slankere organisation samtidig med, at aftalen betyder, at forsvarets top kommer til at levere et bidrag til, at vi kan afsætte flere penge til vores veteraner."
Jeg elsker specielt den her: “Forsvarets top kommer til at levere et bidrag til, at vi kan afsætte flere penge til vores veteraner”.
Øhm, hvad? Jeg ville ønske, at et eller anden journalist gad at spørge ham, hvad han egentlig mente den dag for 10 år siden, men mon ikke han henviser til den nuværende forsvarsminister?
Kalvebod Brygge-Deklarationen (KBD), version 2.0
Status: John Foley og jeg spiste, talte og råbte i begejstring ved det første KBD 2-møde hos Mette Nikander, hvor Anders Kjærulf desværre ikke kunne deltage.
Det førte, som alle gode ting i Danmark gør, til en aftale om det næste møde, der finder sted omkring 25. april, og hvor 10 andre deltager virtuelt.
John Foley er arbejdshesten, der hverken kan eller vil stoppes. Kæmpe respekt herfra.
Vi skal redde Danmark, og nogen må forsøge at få ting til at ske i stedet for alle de sædvanlige, danske bullshit-manøvrer med “sektoransvar” og “det går jo nok alt sammen".
I hører nærmere, når det næste møde har fundet sted.
Ugens Grin: At løfte fødderne fra pedalerne:
NEJ, NEJ, NEJ, jeg er IKKE styrtet på cyklen én eneste gang i den forløbne uge. Derimod handler overskriften om den skønneste og sjoveste podcast, som jeg har hørt længe:
Dennis Nørmark (Pseudoarbejde med meget mere) er gæst i podcasten Adfærd. Vidste I, at det er ulovligt at hæve begge fødder, når man kører gennem en vandpyt? Ulovligt at stille sin cykel ulåst? Ulovligt at parkere bag sin svigermors bil, når man besøger hende?
Han har mange og gode tanker om de meget stejle pyramider (aka: alt, alt for mange “ledere”). Først et link til en evig-grøn artikel om ledelse, som jeg ind imellem genlæser, og SÅ linket til podcasten. Lyt til den. Man er mildest talt underholdt, som man siger nu om dage.
Hvorfor nu al den ledelse? På grund af ledelsen! | Information
Det var det hele! I kan slappe af og vente på mandag morgen ELLER tage ind og hilse på alle deltagerne i Alene I Vildmarken i morgen, lørdag, fra 11 til 15 udenfor og inden i butikken B-Wild i København. Der serveres dådyrsk-burgere fra grill. Jeg har personligt tænkt mig at troppe op med en vildmarks-udstyrs-ting, som jeg er 100 procent sikker på, at de to vindere ikke har i forvejen. I kan også bruge tid på at skrive til mig på mogensxy@gmail.com, så min tid heller ikke føles så lang, inden det bliver fredag igen.
PS: Biodiversitet i HR-afdelingerne
Hvis man er en ung, smart kvinde, ja så ansætter man unge, smarte mennesker.
Det er ulovligt at diskriminere på baggrund af alder, køn og andet, men hvis man skriver “Du er i starten af din karriere…” og angiver “1-2 års erfaring”, kræver en god, akademisk eksamen, samt sørger for at ledsage jobannoncen med et billede af en ung, smuk kvinde, der griner ekstremt højt, mens hun kigger på en flot mand, så slipper de nok for alskens ansøgninger fra erfarne, gamle, hvide mænd eller gråhårede kvinder, og får en del ansøgninger fra unge kvinder, der ligner de HR-folk, der har udformet jobannoncen.
Som jeg altid har sagt: Man ansætter på udseendet, for det er det eneste, en kandidat ikke kan fuske med.
Forslag: Lav et eksperiment med AI, hvor I tager nogle forskelligt udformede CV’er og beder den lave det om til et standardiseret Word-dokument, hvor der bare står, hvad folk kan, osv. i helt almindeligt sprog.
Ingen alder, intet billede, intet navn, ingen årstal for uddannelser.
Så har man en fordomsfri, standardiseret oversigt over ansøgerne og hvad de kan - en oversigt, som ingen nogensinde vil bruge, fordi vore frontallapper bare VIL mæske sig i følelser, og fordi det er federe at have samtaler med jævnaldrende med samme baggrund.
Der diskuteres i øvrigt meget, om man nu også kan risikere at overlade for eksempel udvælgelse af kandidater til en AI, men når jeg ser på, hvor fordomsfulde HR-folk (og alle andre) er, så kan jeg egentlig kun håbe på, at AI får en større rolle i fremtiden.
Der findes ikke rationelle beslutninger iflg. beslutningsteori. Før eller siden skal man som menneske tillægge nogle parametre nogle værdier, og så har vi balladen. Samtidig har vi givet reel magt til HR-afdelinger, der altid består af otte unge akademiker-kvinder, og hvad forventer man så egentlig, at der sker?
Diversitet i HR-afdelingerne er - ironisk nok - ikke så udpræget, hvilket naturligvis medfører, at de skriver en masse om netop diversitet i jobannoncerne.
AI’erne er ligeglade med, om man er en ung, lesbisk asiat eller en gammel Brøndbyfan med kraftig hårvækst omkring ørerne. Det kunne vi lære noget af.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.