It-investeringerne i verden slår alle rekorder og ventes i år at runde fem billioner dollar - altså fem millioner millioner eller hvad der svarer til 36 billioner kroner.
Det svarer til en vækst på otte procent i forhold til 2023, og det er ikke så lidt, når vi taler om summer i denne størrelse.
Tallene stammer fra en ny forecast fra Gartner, som peger på, at it-sektoren er godt på vej til at runde en samlet omsætning på otte billioner dollar i dette årti.
Motoren under det hele: AI.
Ifølge Gartners tal spreder investeringerne sig ud over en række AI-relaterede områder, som alle er præget af store væksttal.
Blandt andet er der rigtigt godt gang i investeringerne i datacentre, der er ved at gøre sig klar til at kunne håndtere den stigende efterspørgsel efter muskel-krævende AI-tjenester.
Det samme gør sig gældende blandt service-leverandørerne, der er i fuld gang med deres planer om at udstyre de nuværende løsninger med det, som Gartner kalder for ‘GenAI capabilities.’
Ifølge Gartner går udviklingen hurtigt for tiden. En af konsekvenserne er, at analysehuset for første har registreret, at virksomhederne og organisationerne nu bruger flere penge på indkøb af eksterne it-konsulenter end på egen it-besætning.