en årrække var dele af det nuværende USA præget af storstilet indvandring, cowboys og brutale kampe mellem landets oprindelige beboere og nyankomne bosættere. Hvilket som bekendt ikke endte så godt for indianerne.
Periodens brutale og til tider karismatiske udtryk har da også givet inspiration til en lang, lang række film og serier.
Én af dem som har ladet sig inspirere, er Oscar-vinderen Kevin Costner, der bl.a. står bag succesen “Danser med ulve” fra 1990.
Det ser nu ud til, at han har endnu en western på vej. "Horizon: An American Saga” strækker sig over en periode på 15 år og vil både dække tiden før, under og efter den amerikanske borgerkrig.
Costner er både hovedrolleindehaver og instruktør i projektet, der har været undervejs siden 1988.
Filmen består af to dele, hvoraf den første er planlagt til at få biografpremiere 27. juni og anden del 15. august.
Der er ikke meldt meget ud om filmenes handling, men den vil centrere sig om nybyggernes ekspansion mod vest på det amerikanske fastland, mens der bygges op til borgerkrigen.
Blandt skuespillerne findes – foruden Kevin Costner selv – blandt andet Jamie Campbell Bower fra hit-serien "Stranger Things”, Sam Worthington fra ”Avatar”, Jeff Fahey (Lost) og Sienna Miller (American Sniper).
Hvordan det lykkedes dem at portrættere et storstilet øjeblik i amerikansk historie, kan man måske få en lille forsmag på i den tre minutter lange trailer her.
Er man i mellemtiden til endnu mere Costner og moderne western, så er den meget populære serie Yellowstone helt sikkert et kig værd.
Eventuelt suppleret med seriens to prequels – nemlig ”1883” (én sæson) og ”1923” (to sæsoner, kun den første er endnu tilgængelig) – der begge er decideret fremragende.