Forfinede retstekniske metoder, DNA-analyser og nidkære efterforskere gør det stadig sværere – gående mod umuligt – for nutidige drabsmænd at slippe ustraffet afsted med at tage livet af deres medmennesker.
Men de teknologiske muligheder manglede i de gode, gamle dage, hvor ikke engang fingeraftryk kunne afsløre skurken.
Det gør det til gengæld lidt mere taknemmeligt at skrive whodunnot-historier i fordums tid, hvor man må regne sig frem til hvem den skyldige er.
Det gælder for eksempel den pukkelryggede advokat og efterforsker Matthew Shardlake i C. J. Sansoms populære og meget roste Shardlake-bøger, der hører til i genren af historisk fiktion.
Bøgerne foregår i det 16. århundredes England og overvejende under den temperamentsfulde Henrik d. 8., der både ragede uklar med den katolske kirke og havde som hobby at anskaffe og aflive hustruer (samt alle mulige andre) i ét væk.
Nu bliver historierne også til streamingserie på Disney+, hvor første sæson dækker bogseriens indledende bind, der foregår i 1537 under nedlæggelsen af et stort antal klostre.
Her får Shardlake til opgave at opklare drabet på en af minister Thomas Cromwells folk på et kloster i det sydlige England.
I hovedrollen som Shardlake ses Arthur Hughes, mens Sean Bean har rollen som Cromwell. Hvilket er ganske passende, idet Bean som bekendt har ry for at vælge roller, hvor han – ligesom i sin tid Cromwell – før eller siden bliver et hoved kortere.
Bøgerne har fået ros for både at være begavet udtænkt og for at gengive et troværdigt tidsbillede. Traileren ser også ganske stemningsfuld ud.
Første sæson af Shardlake har premiere 1. maj.