Det har tidligere været et tema, der har skabt utilfredshed blandt brugere. Nu er Microsoft begyndt at teste reklamer til styresystemet Windows.
Det fremgår af et blogindlæg skrevet af Amanda Langowski, der er Windows insider lead, og Brandon LeBlanc, senior program manager hos Microsoft.
Indlægget omhandler Windows 11 Insider Preview Build 22635.3495 på Microsofts betatestkanal.
Microsoft insidere er de brugere, der har valgt at teste funktioner i Windows, inden de bliver endeligt tilgængelige for den bredde masse.
Betakanalen er den næstsidste testkanal efter Canary-kanalen og Dev-kanalen og inden Windows Release Preview-kanalen.
Reklamerne vil ske i form af anbefalinger til apps i Microsoft Store, og disse anbefalinger vil være at finde stratmenuen.
”Med udgangspunkt i de seneste forbedringer som gruppering af nyligt installerede apps og visning af dine ofte brugte apps afprøver vi nu anbefalinger til at hjælpe dig med at finde fantastiske apps fra Microsoft Store under Anbefalet i startmenuen,” står der i blogindlægget.
Lige nu er det dog en afgrænset brugerflade, der oplever det. Det er foreløbigt kun på betakanalen i USA og rammer ikke organisationers styresystem, men kun private.
”Dette vises kun for Windows Insiders i betakanalen i USA og gælder ikke for kommercielle enheder (enheder administreret af organisationer),” skriver de top Microsoft-ansatte og fortsætter:
”Som en påmindelse afprøver vi regelmæssigt nye oplevelser og koncepter, som måske aldrig bliver frigivet med Windows Insiders for at få feedback.”
Anbefalingerne kan slås fra ved at gå til ’Indstillinger’, hernæst ’Tilpasning’ og så ’Start’. Herefter kan brugere slå funktionen ’Vis anbefalinger til tips, appkampagner og mere’ fra.