Artikel top billede

Du behøver ingen handymand-eksamen eller værktøjssamling for at opsætte og tilslutte et Arlo video-overvågningskamera, som drives af et batteri og overfører audio/videosignalerne trådløst til dit hjemmenetværk. (Foto: Arlo PR)

Test af ny generation af video-overvågning: Her tilbydes de bedste features – nu til en skarpere pris

Arlo lancerer en ny produktgeneration i den økonomiske Essential-familie. Du kan nu få kameraer med op til 2K-opløsning og flere avancerede features. Og priserne har fået et ordentligt gok nedad.

Det seneste par år har det været lidt småt med produktnyt fra Arlo, markedslederen inden for video-overvågning til private hjem og små virksomheder.

Det råder Arlo nu bod på med hele fire overvågningskameraer i en totalt fornyet anden-generation af Essential-familien.

Emnet for denne test er Essential Outdoor 2K-kameraet.

De tre andre nyheder er henholdsvis en XL-version af dette kamera, men med helt op til to års overvågning på én opladning, et Indoor-kamera med lysnetadapter og en Video Doorbell, alle med 2K-billedsensorer.

Og skal det være endnu billigere, kan Outdoor og Outdoor XL samt Video Doorbell også købes med 1080p (1K) opløsning og en besparelse på omkring 400 kroner.

En mere generel guide til video-overvågning kan du læse ved at klikke på dette link:

Endnu en nyhed er, at med undtagelse af Video Doorbell sælges de nye kameraer kun som 2-packs.

Til gengæld er de vejledende priser blevet helt humane. Et par Essential Outdoor 2K skal koste 1.745 kroner – 872,50 kroner for stykket.

Sidste år testede jeg det på flere punkter teknisk sammenlignelige Arlo Pro 5 2K – som dengang skulle koste 1.895 kroner for ét styk.

Hvor har Arlo sparet?

Det nye videokameras grundlæggende udstyrsliste er den sædvanlige hos Arlo: Nattesyn i farver, indbygget spotlight, tovejslyd og indbygget sirene. Her er der ikke sparet.

Ligesom de fleste smartphones kommer Essential-enhederne kun med et ladekabel – heldigvis med USB-A/C stik. Selve 5 V-opladeren skal du selv klare, men du har vel også en skuffe med sådan nogle i forvejen?

Essential-udendørskameraerne adskiller sig først og fremmest fra Arlos dyrere Pro- og Ultra-modeller ved at bruge ikkeudskiftelige batterier.

Dette gør den mekaniske konstruktion enklere og meget billigere.

Når det kraftige batteri skal tankes op, skal du til gengæld rykke ud, pille kameraet ned og vente en mindre evighed på opladningen, før du kan sætte det op igen.

Alternativt kan du sætte en powerbank ud til videokameraet og bevare overvågningen under opladningen.

Nydesignet holder

De første Arlo-generationer var baseret på en magnetisk holder, som blot krævede en enkelt skrue ind i underlaget – for eksempel en mur, væg eller træstamme.

Denne løsning gjorde det nemt at montere et kamera, men som tyverisikring var den håbløs.

Derefter brugte firmaet en slags mini-fotostativ med et kuglehoved, der gjorde det muligt at dreje og vippe kameraet nogenlunde frit.

Det var/er smart, fordi kameraet kan fastholdes ret stabilt, men det kan stadig stjæles uden brug af værktøj.

Til den nye Essential-generation er der udviklet et nyt monteringsbeslag bestående af to dele – en plade, der bør skrues fast på en plan flade, og en holder med kuglehoved, som skal skrues ind i kameraets standard stativgevind.

Så skal kamerasektionen blot klipses på pladen, hvor den sidder pænt og stabilt. At frigøre den kræver dog ikke andet end et løft med fast hånd af kameraet.

Da jeg begyndte at arbejde med kameraet, syntes jeg, at der skulle en meget fast hånd til at indstille kuglehovedet. Så fast, at min mavefornemmelse hviskede, at det kunne plastmaterialet måske ikke holde til.

Kuglen i holderen sidder i klemme mellem to komponenter, som er samlet med fire små T6 Torx-skruer, og da jeg havde løsnet alle skruerne en smule – omkring en halv omdrejning – var friktionen efter min vurdering tilstrækkelig til at holde kameraet, mens det var blevet tilpas nemt at justere det.

I mit værksted har jeg ikke en momentnøgle i Millinewton meter-klassen, så jeg kan ikke anbefale en mere konkret værdi.

Godkendt billedkvalitet

Som udgangspunkt for min vurdering af billedkvaliteten har jeg ladet Arlo Essential Outdoor 2K tage et stillbillede af mit standard testkort.

Det kræver et falkeblik at se forbedringen i forhold til sidste års Essential (XL) med 1K-opløsning.

Til gengæld er gengivelsen af levende billeder stærkt forbedret i forhold til første Essential-generation.

Det nye kameras elektronik reagerer simpelthen hurtigere, og det forbedrer igen chancerne for at få optagelser, der kan bruges til identifikation af uønskede gæster.

Jeg kan desuden tilføje et lille tip:

I mine tidligere test af Arlo XL-kameraer brokker jeg mig over, at Windows’ egen medieafspiller nægter at vise kameraernes videooptagelser.

Jeg løste dette problem med en lidt bøvlet workaround til den altædende VLC Media Player.

Nu kan jeg afsløre, at der er en meget mere elegant løsning: Gør Chrome til din standardbrowser – hvis du ikke allerede har gjort det.

Det er bare min fejl, at jeg har hængt for længe ved Microsofts Edge. Bonusinfo: Du slipper samtidig for Bing-søgemaskinens ”hjælp”.

Konklusion

Arlo Essential 2K er et meget økonomisk videokamera, som kan dække de flestes behov for helt kabelfri overvågning af deres hjem eller lille virksomhed.

Billedgengivelsen er god i både dagslys og mørke.

En nydesignet holder letter opsætningen på plane flader, og et USB-C-ladestik letter den nødvendige optankning med strøm.


Loading ikon