Det danske it-konsulenthus Emagine præsenterer denne uge et fyrigt regnskab for 2023, hvor det bliver til nye rekorder målt på omsætningen.
Således lyder toplinjen på 3,6 milliarder kroner i 2023, 14 procent mere end de 3,1 milliarder selskabet omsatte for i 2022.
De tocifrede vækstrater kommer til trods for, at konsulentmarkedet i 2023 bød på afmatning og makroøkonomiske udfordringer.
”At vi endnu et år kan levere et fremragende resultat vidner om, at vores forretningsmodel er konkurrencedygtig også i perioder, hvor nogle markeder træder et skridt tilbage."
"Jeg er stolt af resultaterne, vi opnåede i 2023, hvor vi også styrkede organisationen med flere strategiske opkøb,” siger selskabets administrerende direktør Anders Gratte i en meddelelse.
Bundlinjen kunne også byde på tocifrede vækst i forhold til året før med et justeret resultat før skat på 321 millioner kroner, 11 procent mere end i 2022.
Bag væksten er en satsning på større løsninger, hvor hele projekt-teams stilles til rådighed frem for enkeltspecialister, noterer Anders som samtidig peger på to strategiske opkøb i året der gik med købet af de to svenske konsulenthuse Skillspark og Quality Sourcing.
Emagine Group er baseret i København hvorfra det leverer high-end it-konsulentydelser via 25 kontorer fordelt på 12 europæiske lande. I alt tæller selskabet 900 medarbejdere og 4500 eksterne konsulenter på kontrakt.