Artikel top billede

Et kreativt (hjemme)kontor bliver nemt crowded. Der kan frigives dyr bordplads ved at vælge et mindre tastatur som dette MX Keys Mini, hvor Logitech har droppet en numerisk sektion og reduceret bredden fra 430 til 295 mm – uden at gøre de primære taster mindre. (Foto: Logitech PR)

Input-duel: To lækre mini-tastaturer fra Asus og Logitech sparer bordplads og kan nemt tages med i computertasken

Mens vi venter på, at den kunstige intelligens, som vi venter os så meget af, bliver smart nok til at skrive en test som denne, er tastaturet stadig det vigtigste inputredskab for skrivende folk. I nogle situationer kan det være rart med en mindre model – med fuld komfort – i stil med de to duellanter i dagens test.

At teste computertastaturer kan sammenlignes med at anmelde sko: Glem alt om ”one size fits all.”

Den mest objektive kvalitetsparameter for sådanne enheder er nok slidstyrke. Som jo kan være op til flere år ved såkaldt normal brug.

Men hvad betyder holdbarhed, hvis tasterne/skoene ikke passer den individuelle bruger?

Derfor kan tastaturer bygges i et utal af varianter, som hver for sig sigter mod forskellige målgrupper, der kan lægge vægt på design, fart, farver, funktioner, pris og så videre.

Her har jeg valgt at fokusere testprojektøren på modeller med taster i fuld størrelse, men hvor bredden er reduceret med godt en tredjedel i forhold til standard-tastaturer ved at spare en separat numerisk sektion i højre side.

Kan du leve med det, kan du i tilgift få lidt mere plads på arbejdsbordet og have tastaturet med på farten i en almindelig computertaske.

Penge sparer du ikke – og slet ikke, hvis du skal tilkøbe et separat tal-tastatur til lejlighedsvis brug - for eksempel bogføring.

En mere udførlig vejledning kan du klikke dig frem til på dette link:

Asus Wireless Gaming Keyboard M603 ROG Falchion RX Low Profile: Mac-lækkert tastatur til det hele – også gaming (1.490 kroner)

Med en vægt på lige under 600 gram gør dette trådløse Asus-tastatur et meget gedigent førstehåndsindtryk.

De i alt 69 taster fordelt på fem rækker ser ud til at sidde ret tæt på hinanden, men det skyldes, at de har skrå kanter og rager forholdsvis højt op over det solide metalchassis.

Selve trykfladen har samme størrelse som på andre full-size tastaturer, og centerafstanden er også den samme, så det ikke kræver den store omstilling for blindskrivere at skifte til dette tastatur.

De nyudviklede taster kan der skrives en længere historie om.

De er ikke baseret på membrankontakter – som de fleste mærker bruger, men fungerer ved hjælp af en optisk trigger i hver enkelt tast.

Resultatet er en lyshurtig reaktion og en enestående holdbarhed. Asus lover en levetid på 80 millioner tastetryk.

Det har jeg af gode grunde ikke tjekket, men skriveoplevelsen på dette tastatur har været en særdeles positiv overraskelse.

Jeg har følt den samme præcision i gangen som på et endnu dyrere mekanisk tastatur kombineret med fordelen ved stilfærdig mekanisk/akustisk bekræftelse af hvert tryk.

Med kabel eller trådløst?

Når det gælder tilslutning, er der frit valg på alle hylder.

Skulle du være hardcore gamer, vil det være oplagt at forbinde tastaturet til computeren via det medfølgende USB-C-til-A kabel, så du får den absolut korteste responstid.

Vi andre klarer os fint med en trådløs opkobling i 2,4 GHz-frekvensbåndet, og her kan der vælges mellem Bluetooth og den medfølgende USB-dongle med en ROG Omni-modtager, som også kan kommunikere med en trådløs Asus-mus.

Så behøver du kun én USB-port til begge inputredskaber.

En større våbenkasse

I bedste gamer-stil har Asus kaldt den tilhørende softwarepakke Armoury Crate – våbenkasse på dansk. Tool Box eller værktøjskasse ville måske klinge bedre i disse tider.

Armoury Crate-kassen kan ikke alene styre tastaturet, men har også faciliteter til andre Asus-enheder.

Jeg har blandt andet hygget mig med at tage temperaturen på mit ProArt Z690-Creator Wi-Fi bundkort og få opdateret nogle kritiske Intel-drivere i Windows.

Asus stiller overdådige features til rådighed for entusiaster, der virkelig vil individualisere deres værktøj. En feature, som er let at overse, er et touchpanel, der er placeret til venstre på tastaturets bagkant.

Ved at trykke på aktiveringstasten helt til venstre kan du skifte mellem indstilling af fire valgfri funktioner, der som standard er Systemstyrke, Medienummer, Tastaturets lysstyrke og Tilpasning (af de mange forskellige parametre).

Endnu en smart detalje er det medfølgende dæksel, som kan dække tasterne og beskytte dem, når tastaturet fragtes rundt eller blot ikke er i brug.

Dækslet har den yderligere fordel, at det kan vendes og fungere som tastatur-underlag, så det er af vejen på bordet og samtidig dæmper en smule af tastestøjen.

Konklusion

Asus M603 ROG Falchion RX Low Profile er et tastatur, som primært er skabt til gamere, men også kan appellere til andre kvalitetsbevidste brugere med dybe lommer.

Efter mine standarder er det et godt skriveværktøj til brug på farten – eller hvor pladsen er trang.

Og hvis det kommer i en full-size version med numerisk tastatur, vil jeg overveje det endnu mere seriøst.

Logitech MX Keys Mini for Business: Kompakt version af business-sællert (887 kroner)

Logitech risikerer ikke alverden på imagefronten ved blot underspillet at skrive ”logi” med diskrete lysegrå bogstaver på en antracitgrå baggrund på nogle af deres bedste inputredskaber til business-brugere.

Firmaets markedsandel og formsprog er velkendte i branchen, og Mini-versionen af MX Keys er slet ikke til at tage fejl af:

Det er også kun den numeriske sektion i højre side, som er blevet bortamputeret. Ellers er alt – selv prisen – omtrent som på full-size MX Keys for Business-tastaturet.

Ligesom full-size modellerne i MX-familien har Mini-versionen seks rækker taster, og antallet af knapper er her kun reduceret til 80 i alt.

Til glæde for os, der hellere vil bruge genvejskombinationer end overbelaste musearmen, er de 12 funktionstaster traditionelt placeret i den øverste række.

Du kan heldigvis selv vælge, om du bruge dem som standard i Windows, eller du hellere vil lade dem styre de funktioner, Logitech har prioriteret højest.

Et disco-lysshow må du undvære, men det er muligt at aktivere et diskret lys under tasterne, så du kan klare dig uden rumbelysning lige ned på arbejdsområdet.

Tre enheder, fire sprog og seks operativsystemer

MX Keys Mini for Business-tastaturet kan virkelig spare bordplads hos brugere med avancerede behov som softwareudviklere og kreative professionelle.

Det kan bruges til input til op til tre enheder og er kompatibelt med Windows, macOS, iPadOS, ChromeOS, Linux og Android.

I den nordiske version er der taget højde for dansk, norsk, svensk og finsk layout. Denne universelle filosofi kan få tegnene på nogle taster til at virke temmelig crowdede, men det er åbenbart prisen for at bo i små sprogområder.

MX Keys Mini for Business kan både tilsluttes via Bluetooth og en medfølgende Logi Bolt-dongle.

I begge situationer er den nødvendige parring hurtig og helt problemfri.

Donglen kræver installation af en driver, og en særlig app – Logi Options+ – gør det muligt at automatisere nogle rutiner, så de kan klares med et enkelt tastetryk og strømline arbejdsgangene.

Tastaturet er tungt (500 gram) på grund af en integreret metalplade og virker meget gedigent.

Godt skriveværktøj

Der er ikke så meget at fortælle om skriveoplevelsen med MX Keys Mini for Business. Selvfølgelig fungerer et tastatur i denne klasse, som det skal – og den anvendte teknologi dikterer.

Tasterne fungerer praktisk talt lydløst og føles omtrent som på en topklasse-bærbar.

Den tunge, bundsolide konstruktion gør, at du ikke mærker nogen eftergivelighed, selv hvis du trykker forholdsvis hårdt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om tastaturets baglys. På den ene side kan det være en hjælp ved arbejde under dårlige lysforhold, men i en situation med en bærbar vil jeg normalt prøve at klare mig med dennes eget tastatur – med baglys.

Konklusion

Logitech MX Keys Mini for Business er et universelt anvendeligt tastatur i den højere del af mellemklassen, som i bredde passer perfekt til bærbare og stationære computere med skærme på 12” og opefter.

Den forholdsvis nye Bolt-dongle skal være mere sikker i brug end en almindelig Bluetooth-forbindelse, og folk, som hader staveplader på touchskærme, vil være lykkelige for at få et ordentligt tastatur til deres smartphones og tablets.


Loading ikon