Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Efter prøvesmagningen i går var min gennemsnitshastighed på el-cyklen hjemad 5,3 km/t - og denne klumme bliver kort

Klumme: Jeg prøvesmagte en flaske Stolichnaya med 20 firmabolcher i går, FØR jeg deltog i en voldsom vinsmagning med vine fra seks lande

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Jeg prøvesmagte en flaske Stolichnaya med 20 firmabolcher i går, FØR jeg deltog i en voldsom vinsmagning med vine fra seks lande, heriblandt Argentina.

De andre sagde, at der skulle 40 hhv. 60 bolcher i den næste udgave.

Min gennemsnitshastighed på el-cyklen på hjemturen var 5, 3 km/t. Jeg faldt derpå i søvn i den gode IKEA-stol og har sovet godt, men denne klumme bliver mit livs korteste.

Velkommen til fredag og weekend.

1) Jeg elsker mine læsere. De er Verdens klogeste flok. Nak og Æd har lavet baconvodka - gå til 7:15 og bliv forundret: Nak & Æd drikker baconvodka i Polen

2) Jeg har tænkt på de skadevirkninger, som et enkelt menneske kan forårsage.

Bin Laden indførte egenhændigt de meget seriøse personchecks i alle lufthavne. Britta indførte omfattende fire-øjne-checks i det offentlige. Findsen nedbrød helt selv det danske forsvar.

Og fik de virkelig den straf, som de fortjente?

Skulle Bin Laden ikke have været tvunget til at gå gennem scanneren hvert femte minut resten af sit liv og skulle den ikke bippe hver gang, så han skulle kropsvisiteres?

Skal Britta ikke tvinges til at få godkendt alt - ALT - i hendes liv af to-tre andre, før hun kan foretage sig selv det mindste? Og skal Findsen ikke tvinges til at få alle sine idéer ført forbi et udvalg inde i DJØF resten af sit liv?

3) Janus er meget tæt på at blive officielt udnævnt til min chef-vice-diktator.

Han bør også inviteres til Nak & Æd. Prøv at læse det her: Janus - en legende fødes

4) Mit møde med A på Amager Bryghus Taproom Nørreport forleden resulterede i en meget vigtig opdagelse: GPT4 taler volapyk.

Her er et eksempel:

Sød diktator på volapyk

5) Kammeradvokaten, hvor de tre "partnere" hver tjener 15 af de store i grundløn og DERTIL får bonus hver gang, de komplicerer vores liv, er blevet skidesure på foreningen af grådige advokater, der ikke mere kan holde KA-monopolet ud og har meldt sig ud af foreningen.

Den lader vi lige stå et øjeblik. En af mine venner, der i tæt på 200 år har arbejdet for et andet nationalt monopol, gjorde mig opmærksom på dette skønne paradoks.

Hvornår gider vi ikke længere hælde SÅ mange officielle kroner ned i gabet på tre grådige nordsjællændere? Svaret er formentlig: Aldrig.

6) Når I trænger til et skønt og godt grin, så gå ind på ballade.dk - tak til J for det tip.
7) Forleden på cykel på vej på arbejde slog det mig, at den danske presse meget ofte laver Infotainment & Forskrækkelse frem for Information & Formidling, som de egentlig fik som opdrag, da man definerede Magtens Forskellige Roller.

Men er det bare mig, der er blevet bitter med alderen?

8) Jeg fik et tip fra en NetCompany123-ansat vedrørende selskabets akademi, og her er det uforkortet:

"Det er faktisk noget, som står meget tydeligt på vores hjemmeside: https://netcompany.com/careers/early-careers/academy/

Jeg har hørt en del brok over manglende kommunikation udadtil, og indad har vi ikke fået mere at vide, så frustrationen har været høj.

Det overraskede ledelsen, som åbenbart ikke har hørt om "shit storm", og marketing, som vi har haft så store udgifter til, at analytikere kritiserede det, vidste heller ikke, at man skulle tage den åbne vej med den slags. Amatøragtigt for at være ærlig."

Og det var dét. Jeg orker ikke at skrive mere i dag. God weekend.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.