Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Test: Dobbelt op – derfor vil du gerne have en bærbar med to skærme i

Asus' spøjse nye kreation, dobbelt-laptopen Zenbook Duo årgang 2024, ligner en ergonomisk vinder.

Taiwanske Asus kan ikke beskyldes for at være konservative med deres maskiner. Den taiwanske pc-producent har som ingen anden forsøgt sig med alternative udformninger til sine bærbare maskiner.

Med lidt bagklogskab er det nemt at stemple de fleste af forsøgene som evolutionære blindgyder. Realiteten er jo, at bærbare med indbygget vandkøling, gaming-pc’er forklædt som tablets eller det at vrage tastaturet til fordel for en touch-skærm ikke har nydt nogen nævneværdig succes.

Men Asus giver ikke op, og forsøger sig nu med endnu et bud på, hvordan en laptop ellers skulle skæres. Mød Asus-maskinen med en skjult bonus-skærm: Asus Zenbook Duo.

Snedig sag

Modsat mange af Asus tidligere aparte pc-eksperimenter, er det ikke lige umiddelbart til at spotte, at Zenbook Duo slet ikke er som de andre pc’er.

Den ligner en jævn 14” laptop, som måske kan synes en kende outdatet, på grund af hvad der ligner en noget tyk base i forhold til for eksempel Asus udemærkede Zenbook 14. Vægten på 1,7 kilo er også godt en pund tungere, end hvad man typisk støder på i segmentet.

Den medfølgende 65 watt-oplader vejer ekstra 190 gram, hvilket nu gør den samlet pakke let at have med.

Selve samlekvaliteten virker hæderligt, dog uden at være prangende. Maskinen er lavet af letvægtsmetal, men altså ikke af den tykkeste godstykkelse.

Ergonomisk triumf

Men, men. Så snart man opdager at hele tastaturanordningen kan pilles af, så den anden skærm åbenbares, ved man, at man står med en særlig maskine mellem hænderne.

Når man efterfølgende opdager, at hele anordningen kan hæves takket været et indbygget støtteben under maskinen, begynder man at se mange muligheder i maskinen.

Er du typen, som ofte er på farten og derfor døjer med den begrænsede lærredsplads, som en bærbar tilbyder, er det her en lille revolution.

Et er nemlig, at du får to skærme at jonglere med, når du eksempelvis arbejder med to apps på en gang, noget mere afgørende det, at det er langt mere ergonomisk at arbejde med en skærm, som nærmest kommer i øjenhøjde.

Selve tastaturet og touch-feltet er heller ikke værst, til trods for at det reelt set er en tynd plade, der tastes på. Min største anke ligger her i at der ikke sørger for nogen skridsikkerhed i underlaget, hvorfor det har tendens til at skøjte rundt på mit glatte skrivebord.

Den gode ergonomi er dog den der vinder en over til konceptet. Det er denne her maskine, du vil have med på din næste forretningsrejse, hvis du vil bestille noget på hotelværelset eller i felten.

Dejlig dublet

Selv i den almindelig laptop-tilstand får du et nydeligt udsyn til en 14 tommer skærm af OLED-typen. Opløsningen på 3K gør, at alt står pivskarpt, mens OLED-teknologien sikrer, at farver og kontrast er mere end frodige.

Som den Asus Zenbook 14 jeg testede for nyligt, er der dog en hel del genskin der skal døjes med fra den meget blanke skærm. Men kan man holde baggrundsbelysning i ave, får man et utrolig godt udsyn.

Ekstra fornøjeligt bliver det selvfølgeligt når man klapper enheden op, for så er der dobbelt op på goderne. Det samlede skærmareal svarer til, hvad du får med en 20” skærm.

Lydmæssigt er der til gengæld ikke doblet op på lyden, hvilket især bemærkes i bassen, eller rettere sagt manglen på samme.

Zenbook Duo ledsages af en digitizer pen, som fungerer glimrende og endda har et par nyttige konfigurerbare knapper. Den har dog en vis vægt og fylde, som til gengæld giver plads til en fiks indbygget USB-C port til opladning.

Performance på ’Ultra’ niveau

Inde i motorrummet finder man Intels spritnye Core Ultra 7 155H – ligesom i den nyeste Zenbook 14 fra producenten.

Denne yder på det forventede niveau – hvilket vil sige højt, for der er krummer i de hele 16 kerner og 22 regnetråde, som diskes op med her. Samtidig holdes blæserstøjen på et meget tåleligt niveau, selv når der fyres op for alle cylindre. Ellers er den virtuel lydløs.

Den bliver dog varm, når den knuser tal – men her giver den utraditionelle opbygning dog den fordel, at man ikke hviler håndfladerne der, hvor maskinen bliver varm.

Dertil er maskinen udstyret med en dedikeret NPU, og er dermed fremtidssikret til at klare den kommende skare af AI-tjenester, som i disse måneder styrer mod Windows 11.

Gaming har hidtil været noget, du skulle se længe efter, når det gælder indbygget grafik, men i Core Ultra generationen har Intel indbygget sin nye Arc-teknologi, som gør tidligere tiders indbygget Intel-grafik til skamme.

Du skal fortsat ikke regne med vilde opløsninger, men de fleste spil, kan da klares, om end kun ved lavere opløsninger.

Med to skærme ombord kan man frygte at driftstiden vil lide – især når man tager i betragtning, at det er samme størrelse som i den almindelige Zenbook 14, i alt 75 Wh.

Her der skal holdes for øje er, at man sagtens kan nøjes med at bruge den som almindelig laptop, hvis man på forhånd ved, at der er langt til næste stikkontakt. Gør du det, holdes forbruget på samme pæne niveau som i Zenbook 14, og man derfor kan regne med strøm til en hel kontordag – altså solide otte timers drift.

Omvendt lægger dobbeltskærmsindstillingen op til, at man sidder ved et skrivebord og derfor nok ikke har langt til en stikkontakt. Har du ikke det, må du regne med, at du kun får seks timers drift ud af batteriet. Gamer du på enheden, dratter det tal ned til under det halve – men det gør det som bekendt på stort set alle pc’er.

En klapsalve værdig

Asus Zenbook Duo kan let komme til at ligne lidt af en gimmick. Sammenklappelige enheder har ofte budt på tvivlsomme kompromiser hvad angår holdbarhed, ergonomi eller ydelse for at levere iøjnefaldende udformninger.

Det får du ikke noget af her – faktisk får du noget nær den bedste ergonomi i en bærbar til dato. Det er en klapsalve værdigt i sig selv.

Omkostningen ved det særlige design betales up front. Her skal du slippe fra 17.999 kroner for grundmodellen, som så til gengæld er noget bedre udstyret end Zenbook 14 grundmodel til 9.999 kroner – for her er Core Ultra 7 eller 9 kræfter og 32 gigabyte hukommelse og en terabyte lager.

Rundt regnet betaler man altså cirka fem tusind kroner for fornøjelsen af at have en overflod af skærmareal og en bedre ergonomi.

Sidder du oftest foroverbøjet over din laptops lilleputskærm, vil prisforskellen altså hurtigt blive tjent hjem i form af færre kiropraktorregninger.


Loading ikon