Berlingskes brug af cookie wall til at forhindre brugere at få adgang til delindhold opfylder ikke databeskyttelsesforordningens krav til gyldigt samtykke.
Derfor har mediet nu fået et påbud fra Datatilsynet.
Det oplyser tilsynet i en pressemeddelelse.
En såkaldt cookie wall er, når du på en hjemmeside som det første bliver mødt af boks, du skal tage stilling til, før du kan bevæge dig videre på sitet. Det vil sige, at den besøgende giver samtykke til behandling af sine personoplysninger.
Når man som bruger går ind på Berlingskes hjemmeside, så bliver man mødt af en såkaldt cookie wall, hvis man vil se indlejret indhold på hjemmsiden.
Det kan være video eller diverse andre ting, der altså er indlejret.
Hvis man vil se indholdet, så skal man acceptere cookies, som Berlingske bruger til at behandle personoplysninger til statistiske og markedsføringsformål.
Brugere, der ikke accepterer cookies, får slet og ret ikke adgang til det indlejrede indhold.
Og det er altså denne fremgangsmåde, der jævnfør Datatilsynets afgørelse, ikke opfylder dataforordningens krav til gyldigt samtykke.