Elektronik og origami har sjældent særligt meget med hinanden at gøre.
Selv om man siden klap-telefonen har forsøgt sig at gøre elektronik mindre ved at folde den sammen, har stadig større skærme stået i vejen for den udvikling.
De seneste år er nye, avancerede skærmtyper kommet til, som faktisk kan bøjes.
Men selv om teknologien er blevet finpudset over de sidste fem år, er foldetelefoner såsom Samsung Galaxy Fold 5 og OnePlus Open gået hen og blevet respektable, men stadig nicheprægede, bud på foldbar elektronik.
Her er ny særlig lovende klasse på vej, hvor foldbare skærme giver reelle fordele: Bærbare computere.
Hvor man typisk er henvist til skærme mellem 13 og 16 tommer, giver dagens test-emne, HP Spectre Foldable, hele 17 tommers vidunderlærred i et format, som fylder minimalt.
Overraskende solid
Med foldbare enheder har jeg hidtil altid frygtet for holdbarheden på den længere bane.
Det er immervæk nogle indviklede hængselkonstruktioner, som producenterne roder sig ud i, mens selve overfladen på skærmen af gode grunde ikke kan beskyttes af hærdet glas og derfor bliver meget modtageligt for ridser.
På en bærbar computer er disse udfordringer dog mindre til hinder. I Spectre Foldable er selve folden ikke skarpt trukken som i en foldemobil, da den levner plads til et snedigt tastatur mellem de fladerne.
Samtidig er konstruktionen slet ikke så udsat for støv eller stød, som en smartphone typisk er det.
Fordelene er der til gengæld stadigt, man kan hurtigt forvandle enheden til at bliver en 17 tommer stor vidundertablet, som vejer lette 1,3 kilo.
Når den øvrige konstruktion består af robust letvægtsmetal er det altså en tillidsvækkende størrelse, man har med at gøre.
Sjov at bruge
Den største anke man kan rette mod designet er at tastaturet har en tendens til ikke at sidde helt fast, når enheden anvendes som laptop.
Den slutter sig alene magnetisk til den nederste skærm, hvorfor den har det med at glide lidt frem og tilbage på stedet.
Men det gør i det store hele ikke så meget, for det mest åbenlyse er jo at bruge enheden i sin fulde udstrækning, med skærmen slået helt ud. Her er den decideret sjov, komfortabel og underholdende at bruge.
Ens apps får masser af albuerum, ens video og fotos stråler og skærmen er 5:4 format, hvilket løfter den nærmest ergonomisk øjenhøjde med en.
Her får man dog den lille ulempe, at skærmen kun kan indstilles i en bestem vinkel bestemt af støttenbenet bagpå – og tastatur-coverets tendens til at skøjte omkring slutter ikke her, for undersiden er bare ikke synderlig skridsikker.
Spectre Fold disker ikke alene op med et snedigt design – der stilles også op med en uhyre flot skærm. For OLED-teknologien er som altid garant for flotte farver, mens kontrast og lysstyrke er også imponerende.
Opløsningen på 2.560 gange 1.920 pixels er rimelig, men kunne dog godt tåle at være skarpere, når nu skærmen er så stor.
Middelmådigheder her og der
Kigger man videre på teknikbladet, virker Spectre Foldable noget bedaget. Her er processoren fra Intels 12. generation (Core i7 1250U) – en sag der snart er et par år gammel.
Dertil kommer rimelige 16 gigabyte ram og en enkel terabyte lager.
Det mest positive ved teknikbladet er batteriet, som med sine 94 Wh bør kunne give en glimrende driftstid. Desværre har det ikke været muligt at bruge enheden længe nok til at afprøve den teori.
Lovende koncept, som der må blødes for
Hvor min første bekendtskaber med foldbare laptops har været præget af produkter, som mere virkede som prototyper end færdigbagte enheder, opleves HP Spectre Foldable, som noget, der har potentiale.
Her er ikke overset noget, om end den officielle pris på knap 5.000 dollar, altså svimlende 34.000 kroner eksklusive moms, vil afskrække langt de fleste.
Jeg er dog ikke i tvivl om at folde-konceptet er så fremskreden i sin udvikling, at den inden længe bliver det, som vi kan forvente at se i en high-end maskine – og mon ikke priserne vil arte sig, i takt med at massefremstilling kommer på tale.