Chip-kæmpen AMD har kronede dage for tiden, hvor selskabets markedsværdi buldrer i vejret.
AMD’s aktiekurs steg torsdag med 9,1 procent, hvilket for første gang fik selskabets samlede markedsværdi til at runde 300 milliarder dollar - 2,1 billioner kroner.
At det går stærkt for selskabets markante udvikling for tiden understreges af, at AMD’s markedsværdi er blevet mere end fordoblet siden oktober i fjor.
Årsagen er klar: AI.
Sammen med ikke mindst Nvidia og Broadcom er AMD nemlig blandt de store chip-producenter, som spiller en helt central rolle i anvendelsen af udbredelsen af det regnekraft-krævende AI.
AMD har sat alle sejl på udviklingen af processorer, der er stærke nok til for alvor at drive udviklingen, og det er noget, som markedet tror på.
Bloomberg skriver dog, at AMD-aktien ikke nødvendigvis er et røverkøb.
Aktien handles nemlig nu til en pris på omkring 50 gange den forventede indtjening, hvilket er langt over prisen for Nvidia-aktien, der handles til blot 32 gange den forventede indtjening.
Bloomberg peger dog samtidig på, at tre fjerdedele af analysehusene lige nu anbefaler køb af AMD-aktien.