Warhammer 40.000 er kendt for enorme krigsmaskiner, tårnhøje Ultramarines med bannere og velvoksne flammekastere samt for det opløftende og livsglade slogan ”In the grim darkness of the far future, there is only war!”
Samtidig er velkendt, at den mest snorlige vej til livslang fattigdom – måske lige bortset fra onlinepoker eller et ambitiøst stofmisbrug – er at kaste sig over krigsspillet af samme navn med de mange flotte, detaljerede og rasende kostbare figurer.
Warhammer 40.000 har for længst ekspanderet til bogverdenen og computerspil, men nu kommer krigen altså også som live-action i film- og/eller serieformat.
Sidst i 2022 offentliggjorde brandets ejer – Games Workshop – at man forhandlede med Amazon Studios om salg af film- og streamingrettighederne, og for kort tid siden bekræftede de at forhandlingerne var afsluttet og handlen i hus.
Sideløbende er Hollywoodstjernen Henry Cavill (The Witcher, Man of Steel m.m.) bekræftet som executive producer og formentlig også hovedrolleindehaver.
Hvilket er ganske passende taget i betragtning, at Cavill i årevis har været åben omkring sin kærlighed til praktisk taget alle dele af det, man kærligt kan betegne som geekculture.
Herunder blandt andet spil som Skyrim og World of Warcraft, Warhammer 40.000, figurmaling og såmænd også selvbyg af gamer-pc’er.
Meget mere vides ikke lige nu om projektet lige nu, men Games Workshop har selv meldt ud at der godt kan gå to-tre år før publikum kan regne med at se den første serie eller biografilm.