Generativ AI er efterhånden overalt, når det kommer til techgiganternes porteføljer – og eller er det på vej – og nu kommer det også til Google Maps.
”I dag introducerer vi en ny måde at opdage steder med generativ AI for at hjælpe dig med at gøre netop det - uanset hvor specifikke, nichemæssige eller brede dine behov måtte være,” skriver Miriam Daniel, chef for Google Maps, i et blogindlæg og fortsætter:
”Du skal blot sige, hvad du leder efter, og vores store sprogmodeller (LLM'er) vil analysere Maps' detaljerede oplysninger om mere end 250 millioner steder og pålidelige indsigter fra vores fællesskab med over 300 millioner bidragydere for hurtigt at komme med forslag til, hvor du skal hen.”
Funktionerne starter med at blive udrullet i USA i denne uge for udvalgte ’Local Guides’.
Ny måde at finde steder
For eksempel vil brugere, der besøger San Fransisco, blot kunne spørger Maps om ’steder med vintage-stemning i SF.’ Derefter vil AI-funktionerne begynde at finde det. Herefter vil brugeren se resultaterne organisaeret ikategorier af forskellige steder som restauranter eller tøjbutikker.
”Vores AI-modeller vil analysere Maps' rige oplysninger om nærliggende virksomheder og steder sammen med fotos, vurderinger og anmeldelser fra Maps-fællesskabet for at give dig troværdige forslag,” Skriver Miriam Daniel.
Der vil også være muligheder, hvis brugeren er spontan. Maps-chefen giver eksemplet, at hvis man er på farten, og det pludselig begynder at regne, kan brugere spørge om aktiviteter på en regnvejrsdag, og så vil der komme forslag til indendørs aktiviteter.
”Denne eksperimentelle mulighed introducerer en helt ny måde, hvorpå folk nemmere kan opdage steder og udforske verden med Maps,” skriver Miriam Daniel.